Fortsæt til indhold

Flere boliger røg på tvangsauktion - men det giver ingen grund til bekymring

Der blev berammet markant flere tvangsauktioner i juni end i maj. På trods af dette har niveauet i første halvår 2017 været lavt.

Privatøkonomi

Det gik den gale vej på et område for boligmarkedet i juni. Antallet af tvangsauktioner steg nemlig markant fra maj til juni, viser netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik.

I juni blev der berammet 222 tvangsauktioner mod 189 i maj, hvilket svarer til en stigning på 18 pct. Selv om antallet af tvangsauktioner er steget markant, er der dog langt fra grund til bekymring, lyder det fra flere økonomer.

»Det er en kraftig stigning, men eftersom der snarere er tale om, at antallet af tvangsauktioner var atypisk lavt i maj, snarere end atypisk højt i juni, er der ikke grund til bekymring. De 189 tvangsauktioner, der blev berammet i maj, var nemlig det laveste antal siden sommeren 2008, mens de 222 tvangsauktioner vi oplevede i juni, svarer meget godt til det månedlige gennemsnit på 227, vi har oplevet det seneste år,« skriver Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea Kredit, i en kommentar.

I løbet af de første seks måneder af 2017 har der i alt været berammet 1.344 tvangsauktioner. I samme periode sidste år lå tallet på 1.432 stk., mens det toppede på 2.645 i 2010. I Nykredit hæfter man sig ved, at det samlede antal tvangsauktioner i første halvår er det laveste siden 2008.

»Det lave niveau for tvangsauktioner er i den grad glædelige nyheder for de danske boligejere. Det vidner desuden om en dansk økonomi, der er inde i et opsving, samt et boligmarked i sommerform,« skriver Jacob Isaksen, boligmarkedsanalytiker i Nykredit, i en kommentar.

I Nykredit forventer man, at antallet af tvangsauktioner også fremadrettet vil være på et meget lavt niveau.

»Vi forventer ingen ny byge af tvangsauktioner i år. Med stigende handelsaktivitet på boligmarkedet i hele landet, flere i beskæftigelse og lavt renteniveau, så er der rig mulighed for boligejerne for fortsat at sole sig i de lyse udsigter,« lyder det fra Jacob Isaksen.

I Danske Bank forventer man også, at antallet af tvangsauktioner vil være på et lavt niveau i den kommende tid.

»Restancetal fra Finans Danmark viser, at det kun er 0,2 pct. af boligejerne, der er bagud med deres terminer. Det peger på, at antallet af tvangsauktioner vil forblive på et lavt niveau den kommende tid,« lyder det fra Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom i Danske Bank.

Artiklens emner
Nykredit
Nordea Kredit