Sidste udkald: Danmarkshistoriens billigste boliglån i rekordkurs
Det 10-årige 0,5 pct. lån ligger i en kurs meget tæt på 100.
Det er snart slut med at kunne få Danmarkshistoriens billigste fast forrentede realkreditlån stort set uden kurstab. I øjeblikket er kursen tæt på 100, men det er slut den 1. september, når alle de gamle obligationer udskiftes. Realkreditinstitutterne er klar med et nyt 0,5 pct. lån, men kursen på obligationerne bag dette lån er nede omkring 98.
0,5 pct. lånet er optimalt til belåning af friværdien. Realkreditinstitutterne har bl.a. opfordret kunderne til at bruge det til eksempelvis køkkenrenoveringer eller andre større renoveringsopgaver. Dermed matcher løbetiden af lånet typisk levetiden af renoveringen. Lånet kan også bruges til at finansiere bilkøbet.
Så meget koster det at låne 150.000 kr.:
| 0,5 pct. 2027 | 0,5 pct. 2030 | Forskel | |
|---|---|---|---|
| Bruttoydelse pr. måned | 1.550 | 1.580 | -30 |
| Nettoydelse pr. måned | 1.490 | 1.520 | -30 |
| 1. års afdrag pr. måned | 1.330 | 1.350 | -20 |
| Samlet bruttoydelse | 177.000 | 181.000 | -4.000 |
| Samlet nettoydelse | 174.000 | 177.000 | -3.000 |
| Hovedstol | 163.000 | 166.000 | -3.000 |
| Kurs | 99,45 | 97,65 | -1,8 |
Kilde: Nykredit
»Det 10-årige lån med en fast rente på 0,5 pct. er et oplagt tillægslån. Kursen står aktuelt rigtig stærkt i 99,6, og har været at finde over 99 i rundt regnet en måned nu. Med andre ord er kurstabet til den begrænsede side,« siger seniorøkonom i Nykredit, Jeppe Borre.
Lånet egner sig i mindre grad til boligkøbet, med mindre man har et stort råderum i økonomien, mener han. Ydelsen er markant højere som følge af, at lånet afdrages over en kortere periode end f.eks. et 30-årigt lån.
Hvis man låner 1 mio. kr., lyder ydelsen efter skat på 9.170 kr. om måneden. Til sammenligning er ydelsen 3.890 kr. på et 30-årigt 2 pct.-lån. Set over lånets løbetid er det 10-årige lån dog billigere.
I forbindelse med at Folketinget vedtog den nye belåningsgrænse for sommerhuse fra 60 til 75 pct., er det blevet en mulighed for nogle danskere med et sommerhus at optage tillægslån i friværdien. Det kunne f.eks. være for at renovere eller modernisere sommerhuset.
»Med muligheden for den højere belåning stryger det 10-årige 0,5 pct.-lån direkte ind som en yderst attraktiv mulighed i en eventuel belåning fra 60 til 75 pct.,« mener Jeppe Borre.
Nykredit/Totalkredit har ligesom konkurrenterne nu besluttet sig for at udstede et nyt 10-årigt 0,5 pct. lån. Så efter 1. september vil det altså stadig være muligt at få et 0,5 pct. lån med 10 års løbetid. Umiddelbart bliver lånet dog ikke så optimalt. Kursen er 1,8 point lavere end det eksisterende. Det betyder dog ikke så meget - hverken på ydelsen eller hovedstolen.

