Privatøkonomi
0

Er Gates verdens rigeste? Nej, påstår kendt erhvervsmand. Det er Putin

Den russiske præsident har dobbelt så stor en formue som Bill Gates, lyder det fra en anerkendt forretningsmand.

Vladimir Putin er glad for at gå på jagt. Der mangler nok heller ikke penge, hvis han skulle have lyst til et nyt gevær. Foto: AP/Dmitry Astakhov

Lige nu er der stort fokus på, om Microsoft-grundlæggeren Bill Gates eller Amazon-stifteren Jeff Bezos er verdens rigeste person.

I sidste uge overhalede Bezos en overgang Gates og kunne kalde sig klodens rigeste. Siden tog Gates dog titlen tilbage. Men måske er det hverken Bill Gates eller Jeff Bezos, der har den tykkeste pengepung i verden.

Ifølge den anerkendte forretningsmand Bill Browder, der står bag fonden Hermitage, som på et tidspunkt var én af de største udenlandske investorer i Rusland, er Ruslands præsident, Vladimir Putin, nemlig rigere end både Bill Gates og Jeff Bezos. Tilsammen vel og mærke.

The Atlantic har fået fat i det forberedte vidneudsagn, Bill Browder har givet til de amerikanske myndigheder i forbindelse med sagen om, hvorvidt Rusland påvirkede det amerikanske præsidentvalg i 2016.

Bill Browder har tidligere haft tætte tråde til Rusland og er derfor indkaldt som vidne.

Af det forberedte vidneudsagn fremgår det, at Bill Browder estimerer Vladimir Putins formue til at være på 200 mia. dollars, svarende til knap 1,3 billioner kr.

Til sammenligning har Bill Gates og Jeff Bezos en formue på henholdsvis 575 og 537 mia. kr. ifølge Bloomberg.

Selvom Vladimir Putin ikke er på nogle af de lister, der hvert år laves over verdens rigeste personer, er der ingen tvivl om, at den russiske præsident ikke mangler penge.

Han menes således at eje et palads ved Sortehavet i Rusland, der siges at have kostet milliarder at bygge. Derudover er han ejer af flere luksusyachts.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også