Privatøkonomi

Disse kommuner er lukket boligland for mange familier

Der er stor forskel på, hvor stort et rådighedsbeløb forskellige standardfamilier får ved huskøb forskellige steder i landet.

For en familie, der skal købe bolig for første gang, er det ikke nok med en årsindkomst på 800.000 kr. om året, hvis familien vil købe et gennemsnitligt hus i Københavns Kommune. Foto: Colourbox

Står du sammen med familien og er på udkig efter hus som førstegangskøbere, er der en lang række kommuner, som I på forhånd kan kaste en hvid pind efter at bosætte jer i.

Selv med en årsindkomst plus børnepenge på 1 mio. kr. for en familie bestående af to voksne og to børn er to nordsjællandske kommuner udelukket. Det viser beregninger, som Nordea Kredit har lavet til Finans.

Beregningerne tager udgangspunkt i tre forskellige familier ved køb af et gennemsnitligt hus på 140 m2. Huset bliver finansieret med 80 pct. fastforrentet realkreditlån, 15 pct. banklån, mens familien selv kommer med de resterende 5 pct. Familien har et billån på 200.000 kr., der afdrages over syv år, og familien kører ca. 20.000 km om året. I beregningerne er der taget hensyn til alle faste udgifter til huset.

Den første familie, hvor det ene barn går i vuggestue og det andet i børnehave, har med børnepenge en indkomst på 1. mio. kr. om året. Beregningerne viser, hvilke kommuner familien vil have det laveste rådighedsbeløb i:

  1. Frederiksberg: 9.700 kr. pr. måned.
  2. Gentofte: 13.000 kr. pr. måned.
  3. Lyngby-Taarbæk: 15.200 kr. pr. måned.
  4. København: 15.800 kr. pr. måned.
  5. Gladsaxe: 17.800 kr. pr. måned.

Rådighedsbeløbet skal dække familiens variable udgifter som mad, rengøringsmidler, personlig pleje, frisør, tandlæge, ferier, udflugter, gaver, aviser, eventuelle tv-pakker, opsparing osv. I Finanstilsynet er man langt fra glad, hvis rådighedsbeløbet ligger under 13.500 kr. pr. måned, så derfor vil denne familie ikke kunne købe hus i Frederiksberg eller Gentofte Kommune, viser beregningerne.

Det er ikke kun huspriserne, der spiller ind på, hvor man har råd til at slå sig ned med sin familie. Kommuneskat, regningen til daginstitutioner og grundskyld er også nogle af de faktorer, som spiller en rolle i forhold til rådighedsbeløbet, og disse disse udgifter varierer ligesom priserne meget på tværs af de danske kommuner.

For en familie, hvor det ene barn går i vuggestue og det andet i børnehave, der med børnepenge har en indkomst på 800.000 kr. om året, er der færre kommuner at vælge imellem. Beregningerne viser, hvilke kommuner denne familie vil have det laveste rådighedsbeløb i:

  1. Frederiksberg: -200 kr. pr. måned.
  2. Gentofte: 3.100 kr. pr. måned.
  3. Lyngby-Taarbæk: 5.500 kr. pr. måned.
  4. København: 6.100 kr. pr. måned.
  5. Gladsaxe: 8.000 kr. pr. måned.

Den sidste standardfamilie, som indgår i beregningerne, har ligesom de to andre et barn i en vuggestue og et i en børnehave, og med børnepenge har denne familie en indkomst på 700.000 kr. om året. Beregningerne viser, hvilke kommuner denne familie vil have det laveste rådighedsbeløb i:

  1. Frederiksberg: - 5.200 kr. pr. måned.
  2. Gentofte: - 1.900 kr. pr. måned.
  3. Lyngby-Taarbæk: 600 kr. pr. måned.
  4. København: 1.300 kr. pr. måned.
  5. Gladsaxe: 3.200 kr. pr. måned.
Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS sundhedsbranchen, hvor genmanipulation og en banebrydende afløser for penicillin er under mikroskopet.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også