Danskerne har fået et nyt favoritrejsemål i sommerferien
Sidste år toppede Italien på listen over danskernes foretrukne rejsemål i sommerferien. Sådan er det ikke længere, viser tal fra TDC, der har kigget danskernes mobiltelefoner i kortene.
Danskerne har for alvor fået øjnene op for Tyskland, der topper listen over danskernes foretrukne rejsemål i sommerferien.
Det er i hvert fald meldingen, hvis man spørger TDC, der har gransket TDC-kundernes rejsevaner i sommerugerne 26, 27, 28, 29 og 30.
»Næsten 700.000 af vores kunder har haft ophold på mindst fire dage i et andet land hen over sommerferien, og her har vi blandt andet set en pæn vækst i rejser til Tyskland,« siger Kasper Ørtvig, mobildirektør i Yousee, der huser TDC-forretningens privatkunder.
Analysen er sket ved at granske TDC-kundernes brug af mobiltelefoner i udlandet, og her afslører tallene, at Tyskland for første gang kommer ind som den foretrukne feriedestination.
| Top 10-rejsemål i sommeren 2017 | ||
|---|---|---|
| 1 | Tyskland | 18 pct. |
| 2 | Italien (m. Vatikanstaten) | 15 pct. |
| 3 | Spanien (m. Kanariske Øer) | 12 pct. |
| 4 | Sverige | 9 pct. |
| 5 | Frankrig | 8 pct. |
| 6 | Grækenland | 6 pct. |
| 7 | Kroatien | 3 pct. |
| 8 | Storbritannien og Nordirland | 3 pct. |
| 9 | Norge | 3 pct. |
| 10 | Østrig | 3 pct. |
| Kilde: TDC Group. |
På andenpladsen finder man Italien, der toppede TDC-kundernes ferieliste i både 2016 og 2015.
»Tyskland vil selvfølgelig altid fylde meget i en roamingstatistik i og med, at mange rejser igennem landet, men det har vi korrigeret for ved at opstille et kriterium om mindst fire dages ophold i landet,« siger Kasper Ørtvig.
Et kig på top 10-listen viser, at der ikke er de store udsving blandt de populæreste lande. Dog er Tyrkiet faldet ud af top 10-listen i 2017, mens der til gengæld er blevet plads til Østrig på listen.
Det er tredje sommer i træk, at TDC – Danmarks største mobiludbyder - granskerne kundernes mobilvaner i udlandet for at kåre danskernes favoritrejsemål i sommerferien.



