Tech
0

Google og Facebook sidder på 84 pct. af det globale onlinemarked - og dominansen vokser

Google og Facebook sidder på 84 pct. af det globale marked for onlineannoncering. Og bliver fortsat større.

Google

Google og Facebook er uden sammenligning de tungeste selskaber i verden, når det handler om online-annoncering.

Ifølge en undersøgelse fra mediebureauet GroupM sidder de to selskaber på enorme 84 pct. af det globale marked for annoncering på internettet - dog minus Kina.

Den markante dominans har vakt en del bekymring for, at de store selskaber oparbejder et regulært digitalt duopol, som suger endnu større dele af markedet til sig.

Ifølge markedsundersøgelsen vil det globale marked for annoncekroner vokse med 4,3 pct. til næste år.

Langt det meste af denne vækst vil finde sted på onlinemarkedet - hvilket altså vil svare til Google og Facebook.

Ifølge GroupM bliver i der i år investeret omkring 100 milliarder dollar i onlineannoncering i verden minus Kina.

Mediebureauet vurderer, at markedspluralismen er udfordret og at vi reelt risikerer, at Google og Facebook helt overtager markedet, hvis ikke de to giganter bliver udfordret.

GroupM-direktør Adam Smith siger til Financial Times, at den mest sandsynlige udfordrer er Amazon.

Amazon ligger nemlig inde med enorme mængder brugerdata, der er blevet samlet op under milliarder af kundetransaktioner og søgninger på selskabets website.

Amazon omsætter allerede solidt på annoncesalg på selskabets website - men dog ikke noget i nærheden af omsætningen hos Facebook og Google.

Brands kæmper i hyperkonkurrenceprægede og lavvækstmarkeder, og medier er udfordret af kunde-fragmentering og de store digitale spillere.

Ifølge GroupM solgte Google i alene i 3. kvartal annoncer for 150 mia. kr., mens Facebook solgte annoncer for 65 mia. kr. i de tre måneder.

Google har bygget sin kæmpeforretning op på annoncer, og selskabet er i dag verdens måske største annonce-platform.

Selskabets succes bygger ikke mindst på, at det via Googles algoritmer er muligt at koble betalte annoncer sammen med mange hundrede millioner brugeres specifikke interesseområder, som de jo åbenbarer via deres søgninger.

Det er smart tænkt og har vist sig vældigt effektivt for både annoncørerne - der kan nå ud til folk med dokumenteret interesse i deres produktområder - samt selvfølgelig Google selv.

Det er imidlertid interessant, at annonceforretningen faktisk ikke er det største vækstområde for moderselskabet Alphabet. Det er nemlig cloudsatsningen Google Cloud Platform, der vokser langt hurtigere.

Det kan du læse mere om her: Annoncer ikke længere Googles hurtigst voksende forretning: Ligger Googles fremtid i dette nye forretningsområde?

Også herhjemme bliver en stor del af Googles omsætning angiveligt bogført i Irland, hvor Google som så mange andre it-selskaber har sit europæiske hovedkvarter.

De såkaldte skattelister viser således, at Google i 2015 betalte 3,4 mio. kr. i skat i Danmark ud fra en oplyst skattepligtig indkomst på blot 12,2 mio. kr.

Ifølge Googles regnskab omsatte selskabet i 2015 for blot 166 mio. kr. i Danmark.

Tidligere opgørelser har dog anslået, at Googles reelle omsætning i Danmark ligger i omegnen af 2 mia. kr., da langt hovedparten af ordrerne faktureres fra Google Ireland Limited.

Du kan læse mere om Googles skattekonstruktion her:
Sådan undgår Google europæisk skatteregning: 126 milliarder kroner bogføres som skattefri 'administrations-omkostninger' i Irland

Denne artikel er leveret af
FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også