Nu vil hackerne angribe kaffemaskinen
Et verdensomspændende sikkerhedsfirma forudsiger, hvor hackere vil slå til i 2018.
Snart siger kalenderen 2018. Det er for mange mennesker lig med forandringer og nye tiltag.
Måske også for hackerne, der vil forsøge at finde nye veje at svindle.
Det verdensomspændende sikkerhedsfirma Trend Micro har kigget i krystalkuglen og prøvet at forudsige, hvor hackerne vil slå til i 2018.
Ét af de steder hackerne vil angribe er de såkaldte smart devices. Altså teknologi med internetadgang som overvågningskameraer, trådløse højtalere, fjernsynet, bilen eller sågar kaffemaskinen.
»Det er katastrofalt, at der ikke eksisterer nogen standarder for sikkerheden i de millioner af smart devices, der bliver solgt hver dag. Det bliver en potentiel bombe under it-sikkerheden i 2018, fordi mange ikke tænker over risikoen, når de giver et overvågningskamera, en højtaler eller en kaffemaskine adgang til netværket,« siger Jesper Mikkelsen, Trend Micros danske it-forsvarsspecialist, i en pressemeddelelse.
Når hackere får adgang til et smart device, kan de derefter hacke sig videre til hele huset eller virksomhedens it-system. Samtidig kan hackerne få det til at se ud som om, at angrebet kommer fra ofrets egen ip-adresse frem for hackerens adresse.
Dermed kan hackerne sløre deres geografiske placering og besværliggøre en eventuel efterforskning.
Noget andet, der spås at blive et oplagt mål for hackerne, er de mange droner, som svirer i luftrummet.
»Vi kommer til at se hackerangreb, som er skyld i både ulykker og kollisioner, ligesom vi vil se forsøg på at kidnappe droner, som transporterer varer,« siger Jesper Mikkelsen.
Trend Micro forudser desuden, at hackere i 2018 vil gå efter pulsmålere, smartwatches og livsvigtigt medicinsk udstyr som pacemakere. Derudover vil it-svindlerne ifølge Trend Micro også fortsætte de mange angreb, hvor de kaprer virksomheders data og leverer dem tilbage mod betaling af en løsesum.


