Tech

Facebook vil bruge sine medlemmer til at bekæmpe fake news

Fremover kan man vurdere troværdigheden af de nyheder, man læser på det sociale medie.

I fremtiden kan Facebooks egne brugere være med til at bekæmpe falske nyheder på det sociale medie. Foto: Andrej Sokolow/picture-alliance/dpa/AP Images

Facebook vil nu bruge sine mere end 2 mia. månedlige brugere til at lokalisere falske og utroværdige nyheder, der bliver offentliggjort på det sociale medie.

Det skriver Reuters.

Medlemmerne skal fremover vurdere troværdigheden af de nyheder, de ser på platformen. På den måde kan Facebook prioritere nyheder med høj troværdighed og derigennem bekæmpe »sensationalisme« og »falsk information,« fortæller Facebooks adm. direktør, Mark Zuckerberg.

»Der er for meget sensationalisme, falsk information og polarisering i verden i dag. De sociale medier gør folk i stand til at sprede information hurtigere end nogensinde før, og hvis vi ikke specifikt forsøger at håndtere de problemer, det medfører, ender det med, at vi er med til at forstærke dem,« udtalte Zuckerberg efter nyheden.

Ifølge Mark Zuckerberg besluttede tech-giganten at lade sine egne medlemmer bedømme nyhederne, fordi det var den mest objektive løsning.

Troværdigheden af de nyheder, der bliver offentliggjort på Facebook, har været under angreb, efter det kom frem, at russiske agenter angiveligt bl.a. spredte falske nyheder på det offentlige medie med henblik på at få Donald Trump valgt som USA's præsident i 2016.

Zuckerberg forventer, at antallet af nyheder på Facebook vil falde med 20 pct. efter det nye system bliver implementeret.

Det nye system vil både gælde for medier samt privatpersoner, der benytter Facebook.

Allerede i sidste uge meldte Facebook ud, at mediet ville foretage en større opdatering af den algoritme, der styrer medlemmernes nyhedsrulle. Opdateringen vil betyde færre opdateringer fra virksomheder og medier og mere plads til opdateringer fra venner og familie.

Mark Zuckerberg sagde på det tidspunkt, at opdateringen sker med henblik på at vende tilbage til rødderne som et ægte socialt netværk.

Læs også