Tech

Ekspert: Apple vil sælge billigere Mac-computere

En ekspert forudsiger prisfald på Apples letteste bærbare computer. Og han plejer at ramme plet.

Apples letteste bærbare, Macbook Air, bliver nu også billigere. Foto: Apple Arkivfoto

Apple vil skærpe konkurrencen fra bl.a. Windows-pc'er ved at sænke prisen på Macbook Air - allerede i dette forår.

Forudsigelsen kommer fra markedsanalytikeren Ming-Chi Kuo, der ved hjælp af tætte forbindelser til Apple-leverandører ofte rammer plet i sine Apple-forudsigelser. 

Ifølge sitet Mac Rumors har kilder fortalt Ming-Chi Kuo, at Apple vil lancere »en mere prisvenlig Macbook Air«.

Præcis hvor meget modellen vil falde i pris, melder rygterne dog intet om.

Herhjemme koster den billigste udgave af en Macbook Air 8.799 kr.

Macbook Air-modellen er ikke blevet ordentligt opdateret de seneste tre år, og i 2016 tog Apple 11-tommer-versionen af markedet.

Ming-Chi Kuo mener ikke, der bliver tale om en prisnedsættelse af de nuværende modeller.

13 tommer-udgaven fik en mindre opdatering i juni 2017, og Kuo forventer derfor også, at indmaden i en ny og mere prisvenlig udgave vil blive opdateret.

Udover processer, grafik og nye USB-indgange, spår han, at den nye Macbook også får en højere skærmopløsning, da Macbook Air-modellen i dag er den eneste af Apples bærbare, der ikke har såkaldt retina-opløsning.

Viser kineserens forudsigelser at holde stik, vil MacBook Air blive tilgængelig for et helt nyt publikum, men samtidig trække fra eksklusiviteten hos Apples Macbooks, på samme måde som den prisvenlige iPhone "5C" i sin tid blev anklaget for at gøre ved Apples populære smartphone.

Læs også
Top job