Snapchat mister knap fem mia. kr. i værdi efter kritik fra popstjerne
En reklame på det sociale medie har fået popstjernen Rihanna til at kritisere Snapchat.
»Vil du helst klaske Rihanna eller slå Chris Brown?«
Sådan lød spørgsmålet i reklamen fra Would You Rather?-spillet på Snapchat. En reklame, som ifølge bl.a. CNN har vist sig at være en meget dyr fornøjelse for Snapchat, som er faldet næsten 5 pct. i værdi. Det svarer til ca. 4,85 mia. kr.
Reklamen fik nemlig Rihanna selv til at reagere.
»Snapchat ved, at det ikke er min favorit-app derude, men jeg forsøger at finde ud af, hvad pointen er med det her rod! Jeg ville ønske at kunne sige, at det er ignorance, men jeg ved, at I ikke er så dumme,« skrev Rihanna på det sociale medie Instagram.
Reklamen fremstår noget klodset og malplaceret set i lyset af Rihanna og sanger Chris Browns fortid. Sidstnævnte har nemlig indrømmet at have udøvet fysisk vold mod Rihanna, da de var kærester i 2009.
Snapchat har sidenhen fjernet reklamen, undskyldt og kaldt hændelsen for en fejl.
»Vi er meget kede af, at vi lavede den frygtelige fejl at lade reklamen gå igennem vores vurderingsproces. Vi er ved at undersøge, hvordan det skete, så vi kan forsikre os, at det aldrig sker igen,« forklarer virksomheden.
»Reklamen skulle aldrig være dukket op på vores medie.«
Spiludvikleren er nu blevet forbudt på Snapchat, hvis politik forbyder »chokerende, sensationelt og respektløst« indhold i annonceringen.
Det er ikke første gang, at en kendis koster Snapchat. For under en måned siden skrev realitystjernen Kylie Jenner et kritisk tweet om Snapchat, der ifølge bl.a. The Guardian tabte 8 mia. kr.
Snapchat er en af verdens største sociale platforme, hvor brugerne blandt andet kan sende billeder til hinanden, der kun kan ses én gang, hvorefter de bliver slettet.

