Tech

Trods dødsfald: Ubers topchef vil fortsætte med selvkørende biler

Selvom det endnu ikke er afgjort, om teknologien i Ubers selvkørende biler var skyld i en fodgængers død, er Ubers direktør fast besluttet på at udvikle selvkørende biler. De vil blive bedre end menneskelige bilister, mener han.

En af Ubers selvkørende Volvoer. Efter en dødsulykke den 18. marts er de nu alle kørt i garagen. Men projektet består, siger Ubers topchef. Foto: AP Photo/Eric Risberg, File

Da en af Ubers selvkørende testbiler den 18. marts ramte og dræbte en fodgænger, som trak sin cykel over vejen, sendte det chokbølger igennem hele tech-branchen.

Videoer fra bilens mange kameraer afslørede senere, at hverken den selvkørende teknologi i bilen eller sikkerhedschaufføren, der sad bag rattet, reagerede på fodgængeren og derfor ramte hende med fuld fart. Ulykken er stadig ved at blive analyseret af myndighederne i USA, så det endelige skyldsspørgsmål er ikke afgjort.

Men for Ubers topchef, Dara Khosrowshahi, ændrer det ikke på, at Uber skal køre videre med at udvikle selvkørende biler, selvom de lige nu alle sammen holder stille og hele test-programmet er ved at blive gennemgået.

Han er ’absolut dedikeret’ til Ubers projekt med selvkørende biler, fortalte han i et interview med NBC, ifølge Wall Street Journal. De har bare et stykke vej endnu.

»Lige nu skal selvkørende biler lære. De er køreskoleelever. Men i sidste ende vil de blive sikrere end mennesker,« sagde topchefen.

Han tog over som direktør for Uber efter den kontroversielle Travis Kalanick, der blev kendt for at rykke hurtigt og tage chancer, for eksempel ved at lancere Uber på markeder, hvor konceptet var ulovligt, eller inden for selvkørende biler at sende Ubers test-biler på gaden i San Francisco uden en tilladelse fra myndighederne. Hele kulturen hos Uber blev også kritiseret for at være mandsdomineret og for at dække over mænd, der forulempede kvinder.

Siden han overtog roret i august sidste år har Dara Khosrowshahi ændret på hele kulturen, fortalte han. Forskellen er som nat og dag, lød hans egen vurdering.

Udover selvkørende biler, som Uber tidligt satsede på, har Uber været synonym med en taxatjeneste. Men det ændrer sig også nu.

Forleden købte Uber selskabet Jump, som står bag eldrevne lånecykler i San Francisco. Og på en konference om transport onsdag fortalte Dara Khosrowshahi, at Uber fremover vil gå ind i mange andre former for transport, ifølge Techcrunch.

Alt fra offentlig transport til samkørsel er på menukortet og vil kunne blive bedre med Ubers digitale evner, lød budskabet. Men samkørsel kræver en masse investering i rabatordninger – altså tilskud fra Ubers kasser til at holde prisen i bund. Det er nemlig stadig en akavet situation for mange at sætte køre sammen, fordi man ikke kender sin rolle, lød vurderingen.

Uber har rejst over 70 mia. kr. fra investorer, og pengene er i høj grad blevet brugt til at kunne sænke priserne for at få større udbredelse som et alternativ til taxabranchen.

BRANCHENYT
Læs også