Rolls-Royce udvikler "kakerlak-robot", der kan fikse motorer
Ingeniørfirmaet Rolls-Royce udvikler minirobotter i samarbejde med anerkendt amerikansk universitet.
Det bliver slanger og kakerlakker, der i fremtiden skal hjælpe til med flyreparationerne. Altså i robotversion.
Ingeniørfirmaet Rolls-Royce er i gang med at udvikle små robotter, der skal kunne kravle ind i motoren på fly, hvor det ellers er svært at komme til. Det skriver CNBC.
Firmaet forklarer, at det vil betyde en hurtigere reparation, og at man ikke længere behøver at fjerne motoren fra flyet for at kunne skille den ad.
»De kan hurtigt nå rundt til alle dele af motoren. En reparation, der normalt tager 5 timer, vil pludselig kun tage 5 minutter,« siger James Kell, der er specialist ved Rolls-Royce til CNBC.
I nedenstående video kan du høre Sebastian de Rivas fra Harvard University forklare, hvordan robotteknologien fungerer.
Derfor har Rolls-Royce indgået et samarbejde med roboteksperter fra Harward University, der nu har udviklet flere prototyper på de teknologiske dyr.
Den lille robot er 4,5 cm lang og vejer 1,5 gram. Den har 8 ben og kan derfor både bevæge sig både horisontalt og vertikalt.
»På grund af dette design har vi mulighed for at styre robotten på måder, der ikke er set før nu. Vi håber på at kunne gøre den endnu mindre, så vi kan bruge den til reparation af motorer,« fortæller Sebastian de Rivas fra Harvard University.
Også ’slange-robotter’ er under udvikling fra Rolls-Royce. Planen er, at de skal være så fleksible og tynde, at de kan ’kravle’ igennem motoren og spotte, hvor problemet er lokaliseret.
Der er endnu ikke fastlagt en dato for, hvornår robotterne vil blive taget i brug, men Rolls-Royce fortæller, at selskabet vil begynde at benytte robotteknologi inden for de næste to år.
Rolls-Royce annoncerede i juni, at firmaet er på vej til at overgå målet om at have frie pengestrømme på 1 mia. pund i 2020.