Tech
0

Medie: Google udvikler censureret søgemaskine til Kina

Flere ord og hjemmesider vil angiveligt blive blokeret på søgemaskinen.

Google planlægger angiveligt at udvikle en censoreret søgemaskina i en overensstemmelse med kinesisk lovgivning. Foto: Bloomberg photo by Krisztian Bocsi.

Google planlægger angiveligt at udvikle en censureret søgemaskine i overensstemmelse med kinesisk lovgivning.

Det skriver flere medier, herunder BBC.

Det er det amerikanske netmedie The Intercept, der angiveligt har fået adgang til en række lækkede dokumenter fra Google, der beskriver projektet, der går under navnet "Dragonfly".

Søgemaskinen skulle angiveligt blokere ord som f.eks. »menneskerettigheder« og »religion.« Samtidig vil flere hjemmesider, herunder bl.a. flere nyhedsmedier og det online leksikon Wikipedia, også blive identificeret og blokeret af søgemaskinen.

Nyhedsbureauerne Reuters og AFP har ligeledes fået bekræftet historien fra seperate kilder.

Google selv har dog endnu ikke bekræftet historien, men en talskvinde fra Google udtaler følgende:

»Vi leverer en række mobilapplikationer i Kina, såsom Google Translate og Files Go, hjælper kinesiske udviklere og har foretaget betydelige investeringer i kinesiske virksomheder som f.eks. JD.com. Men vi kommenterer ikke på spekulationer om fremtidige planer.«

Projektet skulle angiveligt være påbegyndt i foråret 2017, men kom først for alvor i gang, da Googles adm. direktør, Sundar Pichai, i december mødtes med kinesiske embedsmænd.

Det var Google selv, der tilbage i 2010 trak sig ud af Kina efter bekymringer om censur. Kina har bl.a. blokeret sociale medier som Facebook, Twitter og Instagram, ligesom det ikke er muligt at søge på emner som politisk opposition, anti-kommunistiske aktiviteter og fredelige demonstrationer.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også