SpaceX-raket får nyt navn
Indtil videre har rumfartsproducentens vildeste satsning heddet Big Falcon Rocket. Sådan vil det ikke længere være.
Den karismatiske rigmand Elon Musk har en unik evne til at skabe opmærksomhed. Manden, der står bag rumfartsvirksomheden SpaceX, men også Tesla, har gang i flere ambitiøse projekter.
SpaceX-raketten BFR, som står for Big Falcon Rocket, men kan henlede associationerne til noget helt andet, er bestemt et af dem. Men nu skal rumfartøjet heddet noget nyt, annoncerer Musk på Twitter.
Fremover vil den hedde Starship, eller rettere sagt vil en del af raketten bære navnet. Starship er nemlig kun selve fartøjet, der sendes op i rummet, mens raket-boosteren der skal sende Starship afsted, skal hedde Super Heavy. Starship Super Heavy.
Raketten er endnu ikke bygget, men er den største hidtil i SpaceX-regi. I skrivende stund er den fortsat ved at blive udviklet, men allerede står det klart, at BFR skal sendes til månen i 2023 med verdens første rumturist ombord, den japanske rigmand Yusaku Maezawa.
Idéen med den 118-meter lange BFR, eller Starship Super Heavy, er at producere et bæredygtigt rumfartøj, som er komplet genanvendeligt. Raketten erstatter de tidligere modeller Falcon 9, Falcon Heavy og Dragon.
Torsdag d. 15. november foretog SpaceX årets 18. affyring, da en Falcon 9-raket blev sendt afsted fra NASA's Kennedy Space Center i Florida. Det er ligeså mange som i hele 2017 sammenlagt.