Paypal udfordrer Mobilepay med gratis betalingstjeneste
Paypal kan erobre et område, som Mobilepay ikke har sørget for at dække af, vurderer ekspert.
Med en ny betalingstjeneste går amerikanske Paypal i offensiven i Danmark og 24 andre europæiske lande. Betalingsgiganten kan erobre et område, som Mobilepay ikke har sørget for at dække af, vurderer ekspert. Det skriver Berlingske Business.
Paypal har i al stilhed lanceret en såkaldt vennebetalingstjeneste i Danmark, som gør det muligt at sende og modtage penge gratis inden for Europas grænser.
- Jeg kan bekræfte, at Danmark er en del af den lancering, vi netop har annonceret. Det betyder, at vi har gjort det lettere og gratis at sende og modtage penge inden for EU, skriver Jonas Breding, der er nordisk leder i Paypal, til Berlingske.
Ifølge Jan Damgsaard, IT-professor ved Copenhagen Business School, afdækker Paypal et område i Norden, som Mobilepay ikke har taget sig af. Nemlig en fælles nordisk mobilbetalingsløsning med Vipps i Norge og Swish i Sverige.
For et års tid siden fortalte Jesper Nielsen, formand for Mobilepay og nuværende midlertidig topchef i Danske Bank, da også, at ønsket er at binde Vipps, Mobilepay, Swish og betalingssystemet i Finland sammen. På den måde kan kunderne sende betalinger til telefonnumre i hele Norden, skriver avisen.


