Tech
0

Uber har investeret milliardbeløb i udvikling af futuristisk køretøj

Der er ingen nåde i kampen om udviklingen af selvkørende biler.

Uber startede med at teste selvkørende biler i 2016, men konkurrencen på området er hård.
Foto: AP Photo/Gene J. Puskar, File.

Over én mia. dollars. Knap 6,6 mia. kr.

Så meget har transportvirksomheden Uber investeret i selvkørende biler for at kunne følge med de hårdeste rivaler på markedet. Det skriver Bloomberg.

Den benhårde satsning har mere detaljeret bestået af 457 mio. dollars (over tre mia. kr.) til forskning og udvikling i 2018, hvilket er en kraftig stigning i forhold til de foregående år. Således blev der investeret 384 mio. dollars (godt 2,5 mia. kr.) i 2017, mens udgifterne løb op i 230 mio. dollars (mere end 1,5 mia.) i 2016.

Tallene dækker dog også over investeringer i andre projekter. Et eksempel herpå er udgifter i forbindelse med udviklingen af flyvende biler. Kigger man alene på investeringer i selvkørende biler, er de faktisk faldet. I fjor blev der i anden kvartal investeret 129 mio. dollars (godt 850 mio. kr.) fra Ubers side, mens der i fjerde »kun« blev investeret 89 mio. dollars (mere end 585 mio. kr.)

Transportvirksomheden oplyser, at der er blevet produceret 250 selvkørende biler, som har samlet data fra millioner af testkilometer i selvkørende biler og flere tusinder ture med passagerer.

Uber startede med at teste selvkørende biler i 2016, men konkurrencen på området er hård.

Især Cruise Automation, som storproducenten General Motors står bag, har investeret massivt i udviklingen. Alene i 2018 investerede virksomheden 728 mio. dollars (knap 4,8 mia. kr.), mens der i 2019 vil være udgifter på et svimlende beløb: Én mia. dollars (6,6 mia. kr.)

Waymo, Cruise, Tesla og Apple anses som de største konkurrenter for Uber i forhold til udviklingen af selvkørende biler. For sidstnævnte kan investeringen i selvkørende biler blive kontraproduktiv, da flere af den slags køretøjer vil nedsætte brugen af chauffører, som Uber også har ansat rigelige mængder af for at varetage Ubers transport/taxaservice.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også