Tech
0

Dansk golfentusiast står bag et af Europas hurtigst voksende selskaber

Janus Nielsen har i løbet af fem år opbygget en it-forretning med snart 500 medarbejdere og base på feriekysten Costa del Sol.

Janus Nielsen er bosat i Marbella på den spanske sydkyst, hvor Anytech365 har sit hovedkontor. Foto: Anytech365

Costa del Sol består ikke kun af strande, bikinier, barer og lystbåde.

Solkysten lægger ifølge en helt ny opgørelse fra Financial Times også adresse til Spaniens absolut hurtigst voksende teknologiselskab, AnyTech365, der er stiftet og anført af danske Janus Nielsen.

Selskabet har i løbet af blot fem år opnået en omsætning i nærheden af 20 mio. euro og en stab på 400 medarbejdere, hvilket i dette regnskabsår forventes at blive vekslet til 25 mio. euro og 600 medarbejdere i runde tal.

»Vi har jo formået at gøre et eller andet rigtigt. Så jeg er selvfølgelig superstolt,« siger Janus Nielsen.

Han er uddannet forretningsøkonom og var regionschef hos Jysk og Computer Associates, inden han for 16 år siden etablerede it-sikkerhedsfirmaet MySecurityCenter og snart fejrede succesen ved at flytte med familien til Costa del Sol.

»Hvis jeg skal være helt ærlig, var jeg sådan set ude på at halvpensionere mig selv,« forklarer golfentusiasten, som imidlertid begyndte at kede sig på de afsvedne fairways i Sydspanien, fandt sin entreprenante stil frem fra skuffen igen og stiftede MyMobileSecurity.

Den forretning blev i 2013 solgt for et tocifret millionbeløb, hvorefter Janus Nielsen opbyggede endnu et firma baseret på sine kunders behov for hjælp til alskens former for teknologibøvl.

AnyTech365 tilbyder ubegrænset support på abonnementsbasis og kan betjene sine kunder på samtlige europæiske sprog. I en tid med flere og flere teknologiske enheder, platforme og samarbejder mellem forskellige producenter, er firmaet derfor blevet en attraktiv partner for de store spillere i markedet – et sted at dirigere alle spørgsmålene hen for at sikre sig en bedre tilfredshed med produkterne.

Hidtil har det især handlet om computere, tablets, telefoner og fjernsyn. Men AnyTech365 har netop indgået en aftale med Samsung om også at supportere smart kitchen devices, altså sådan noget som intelligente køleskabe og komfurer.

Janus Nielsen hyrer i øjeblikket 5-10 medarbejdere hver eneste uge og forventer, at selskabet – der er det 27. hurtigst voksende i Europa på tværs af brancher – vil passere 1.000 ansatte på et tidspunkt.

»Hr. og Fru Hakkebøf kommer jo til at stå i et dagligt dilemma om, hvad de dog skal stille op med vældet af nye teknologiske enheder,« siger Janus Nielsen, hvis selskab i snit er i kontakt med kunderne 6,8 gange om året af alt fra en halv time til tre dages varighed.

BRANCHENYT
Læs også