Tech
0

Din næste iPhone kan være stemplet ”Made in India”

Apples hovedleverandør af iPhones, taiwanske Foxconn, er i færd med at flytte dele af produktionen til Indien.

Når du i dag køber en iPhone, er den som hovedregel samlet i Kina af industrigiganten Foxconn. Men nu er Foxconn på vej til Indien, hvor lønningerne er lavere, og mobilmarkedet er rødglødende. Foto: JP.

Foxconn, der er hovedleverandør af iPhones til Apple, er øjensynligt i færd med at flytte dele af produktionen til Indien.

Hidtil har den taiwanske industrigigant især koncentreret samlingen af nye iPhones i Kina, men fremover vil Foxconn satse massivt på Indien.

»I fremtiden vil vi spille en meget afgørende rolle i Indiens smartphone-industri,« fastslog Terry Gou, bestyrelsesformand i Foxconn Technology Group, ifølge Bloomberg ved et arrangement i Taiwan.

Ved samme lejlighed slog Terry Gou fast, at man allerede har flyttet produktionslinjer til Indien.

Apple har i flere år fået produceret ældre iPhone-modeller på en fabrik i Indien.

Tidligere på måneden rapporterede Bloomberg imidlertid, at Foxconn er i færd med at etablere en forsøgsproduktion af de nyeste iPhone-modeller i landet som optakt til en egentlig masseproduktion. Noget der ventes at ske på et fabriksanlæg nær storbyen Chennai.

Sidste år blev der solgt mere end 140 mio. smarthphones i Indien. Heraf udgjorde iPhones blot 1,7 mio., hvilket især forklares med, at de nyeste iPhones er for dyre sammenlignet med udbuddet fra konkurrenter som Xiaomi og Huawei.

Det kan imidlertid ændre sig, hvis Apple via Foxconn begynder en masseproduktion af iPhones i Indien, lyder vurderingen.

En lokal produktion i stor skala vil åbne for, at Apple kan etablere nye Apple-butikker i stor stil i Indien. Noget som den amerikanske teknologigigant hidtil har været afskåret fra, fordi butiksåbninger kræver brug af mindst 30 pct.s lokal arbejdskraft i produktionen.

For Foxconn giver meldingen også god mening, idet industrigiganten allerede sidste år meddelte, at der skal findes besparelser i 2019 for i alt 19 mia. kr. Heraf skal knap en tredjedel findes i den del af forretningen, der samler iPhones.

Ifølge Bloomberg vil Foxconn skære dybt i lønudgifterne ved i stor stil at rykke samlingen af iPhones til Indien, idet en kinesisk arbejder får tre gange så høj en løn som en arbejder i Indien.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også