Tech
0

De fleste fotos på nettet bliver stjålet - serieiværksætter kigger til Sverige

Milliarder af fotos downloades hver dag ulovligt i kommercielt øjemed. Det kan koste de uvidende virksomheder dyrt. Men en ny billedtjeneste ser en forretning i at komme sagerne i forkøbet.

Jonathan Løw (tv.) og Anders Thiim Harder står bag billedbureauet Jumpstory med base i Aarhus. Foto: Joachim Ladefoged

Fotoet oven for er undtagelsen, der bekræfter reglen.

Det er taget af fotografen Joachim Ladefoged og tilhører Jyllands-Posten og Finans. Dermed adskiller det sig fra 85 pct. af alle de fotos, der hver dag deles på internettet og i mange tilfælde anvendes til kommercielle formål. For de er tyvstjålet og bringes uden rettighedshavernes accept.

Ifølge en ny analyse fra en af verdens førende håndhævere på feltet, Copytrack, svarer det til, at mere end 2 mia. fotos downloades og bruges ulovligt hver dag, hvilket sidste år alene beløb sig til et trecifret milliardbeløb i værdi.

Fænomenet har fået store billedbureauer herhjemme som Ritzau Scanpix til at alliere sig med ophavsretsadvokater. Men løsningen er ikke kun flere inddrivelsessager, mener serieiværksætteren Jonathan Løw, der det seneste årti har været med til at etablere en håndfuld digitale foretagender foruden at være forfatter og foredragsholder.

Således har Jonathan Løw sammen med kompagnonen Anders Thiim Harder stiftet billedtjenesten Jumpstory, der nu vil forsøge at blive en dansk pendant til den svenske musiktjeneste Spotify og gøre det nemmere for alverdens brugere at tegne abonnement til et stort fotoarkiv.

»Mange danske virksomheder henter, formentlig i god tro, deres billeder via enten søgemaskiner eller amerikanske billedtjenester. Problemet er bare, at de kan komme rigtig galt af sted og ende med at skylde mange penge,« forklarer Jonathan Løw om Jumpstory, der blev etableret i foråret 2018 og foreløbig har sikret sig adgang til mere end 10 mio. fotos.

Han anslår, at internationale bureauer som Adobe, Getty Images og Shutterstock inddriver copyrightbøder til en værdi af op imod 30 pct. af forretningernes samlede omsætning.

»Vi ser lige nu en eksplosion i antallet af erstatningskrav fra fotografer og billedbureauer. Det minder om dengang, da musikbranchen gik amok. Det er kun ved at tage fart på billedområdet og kommer til at gøre ondt, hvis ikke virksomhederne får ændret praksis på området,« siger Jonathan Løw, som altså ser en forretning i at komme de mange sager i forkøbet.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også