Libratone med opskruede mål har tabt en halv milliard på fem år
Libratone må igen notere sig et trecifret millionunderskud. Tabene er nødvendige for at vinde markedsandele, forlyder det, men højttalerfirmaet skærer dog ned på staben.
Det danske højttalerfirma Libratone må fortsat leve med dybe mislyde på bundlinjen 10 år efter etableringen af den ambitiøse forretning.
Fredag offentliggjorde firmaet således et årsregnskab med endnu et trecifret millionunderskud. Libratone måtte notere sig et minus på 135 mio. kr. i 2018 og undergik dermed resultatet fra 2017 på minus 127 mio. kr.
Dermed har firmaet - der blev stiftet af Tommy Andersen i 2009 og solgt til en kinesisk investorgruppe i 2014 - samlet set tabt mere end 600 mio. kr. siden ejerskiftet.
Udviklingen kommer imidlertid ikke bag på driftschefen Jamie Robertson, som inden for de næste fire år skal indfri Libratones målsætning om at blive en top 5-spiller på det globale marked for højttalere, hvor Sonos, Sony, Bose og B&O i øjeblikket hersker.
Det kræver store investeringer i produktlinjen, setuppet og udbredelsen af brandet i form af eksempelvis butikker og showrooms, hvilket angiveligt har ført til to- og trecifrede vækstrater på toplinjen, men altså foreløbig får bundlinjen til at ramme den dybe bas igen og igen.
»Vi vil fortsat have underskud den kommende tid, fordi vores hovedfokus er at vinde markedsandele de kommende par år,« sagde Jamie Robertsen i efteråret, da den britiske driftschef netop var flyttet fra Kina til Danmark for at anføre missionen.
I første omgang handler det for Libratone om at etablere sig som en storspiller i Nordeuropa via sine karakteristiske trådløse højttalere med en lynlås i designet. Investeringsiveren er dog ikke vildere end, at antallet af fuldtidsansatte medarbejdere i firmaet er faldet fra 38 til 27 i løbet af 2018 og har reduceret omkostningerne på det felt fra 32 til 24 mio. kr.