Tech

Kinesisk app kan redde Facebook fra myndighedernes kløer

Facebook forsøger at bevise, at Facebooks størrelse ikke forhindrer fri konkurrence inden for sociale medier. Og her er den kinesiske app TikToks succes et afgørende argument for Facebook.

TikTok - og før det Musical.ly - er blevet et hit hos især børn og unge kloden rundt. Nu ser Facebook den kinesiske succes som et vægtigt argument for, at Facebook ikke skal splittes op. Foto: AP/Imagechina

Med både Facebook, Messenger, Instagram og Whatsapp samlet under Facebooks paraply, sidder Mark Zuckerberg efter de fleste målestokke meget solidt på det globale marked for sociale medier.

Men Facebooks advokater og lobbyister har de seneste år haft travlt med at bevise, at Facebook skam slet ikke er dominerende. Efter flere år med skandaler er der nemlig løbende kommet et stigende pres for regulering af Facebook, ikke mindst blandt politikerne i Kongressen i USA. Facebook blev for eksempel i juli dømt til at betale en rekordstor bøde på fem milliarder dollars.

Men med Facebooks økonomi er den slags bøder hurtigt betalt, og en mere alvorlig trussel for Facebook er, hvis konkurrencemyndigheder ender med at kræve en opsplitning af Facebook. Det kunne for eksempel ske ved at skille Instagram ud som et selvstændigt selskab, og dermed i fremtiden en konkurrent for resten af Facebook.

I forsøget på at argumentere for, at der er fuld konkurrence på markedet, har Facebook fundet hjælp fra en lidt uventet kant, nemlig Kina. Den kinesiske app TikTok er nemlig blevet uhyre populær på få år og bliver derfor fremhævet af Facebooks advokater. Det skriver tech-mediet The Verge.

TikTok blev lanceret for to år siden af kinesiske Bytedance, der dengang allerede havde godt fat i hjemmemarkedet. Men ved at købe appen Musical.ly, der med base i Kina havde arbejdet sig ind på det amerikanske marked, kom der skub i den globale udbredelse. De to apps blev smeltet sammen i august 2018.

Konceptet er en slags hyperudgave af Youtube og Snapchat, med korte videoer på typisk 15 sekunder, man som bruger så kan se mange hundrede forskellige af på en dag. En række ekstrafunktioner, for eksempel at man kan synge duet med dem i en video, har været med til få børn og teenagere til at flokkes om TikTok. Og så har Bytedance i øvrigt brugt over én milliard dollars på at markedsføre TikTok.

Facebook bruger i materiale til den amerikanske politiker David Cicilline – der arbejder for en konkurrencesag mod Facebook - netop TikTok som et eksempel på en alvorlig konkurrent. På bare tre år er TikTok blevet en af verdens mest populære sociale platforme og blev i 2018 installeret flere gange end Facebook og Instagram, noterer Facebook, uden at dykke ned i, at de fleste i 2018 nok allerede havde Facebook og Instagram installeret.

Hvor mange, der bruger TikTok, oplyser Bytedance ikke, men det er vurderet til mindst en halv milliard månedlige brugere globalt. Til sammenligning har Facebook alene på Facebook-platformen over 2,4 mia. månedlige brugere.

Problemet for Facebook er også, at der ikke er så mange gode eksempler på hjemmemarkedet. Snapchat er umiddelbart det oplagte eksempel, men kan også bruges som et argument for, at Facebook har en usund, dominerende position. Da Facebook ikke kunne købe Snapchat, begyndte Mark Zuckerberg i stedet at skyde med alle kanoner og kopierede en række nøglefunktioner hos Snapchat. Det var med til at stoppe væksten hos Snapchat, er den generelle vurdering. Det sidste halvandet år tabte Snapchat faktisk brugere, mens de tilsvarende funktioner hos Instagram blev et hit, om end Snapchat i seneste regnskab kunne fremvise lidt vækst i brugertallet.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også