Carlsberg og ærkerivaler i kapløb om digitalt overherredømme
I kampen om kunderne investerer bryggerigiganter rundhåndet i at fylde ølverdenen med apps, kunstig intelligens og dataværktøjer.
Kamparenaen for verdens største ølkoncerner er blevet digital.
Mens Carlsberg opruster på datafronten i forsøget på at tiltrække og fastholde barer og restauranter som deres kunder, ånder rivalerne Anheuser-Busch Inbev og Heineken den danske koncern i nakken.
»Den store gevinst ved meget af det analytiske arbejde er, at du kan være utroligt skræddersyet i, hvordan du fokuserer på en enkelt kunde,« siger Nancy Cruickshank, chef for digital transformation i Carlsberg.
De fleste tiltag er nødvendige for at følge med resten af industrien, men nogle initiativer har potentiale til at give en konkurrencemæssig fordel.
»Virksomheder bliver nødt til at blive ved med at gå efter det, indtil de rammer rigtigt. De bliver nødt til at fortsætte med at investere og prøve nye ting,« siger Jonathan Fyfe, analytiker hos den schweiziske investeringsbank Mirabaud.
Carlsberg har netop udviklet en række værktøjer, der gøre livet lettere for koncernens bar- og restaurantkunder.
Det gælder blandt andet en app, der ved at kombinere 15 forskellige datakilder – herunder vejrprognoser, historiske salgsdata og begivenheder i lokalområdet – kan give barer og restauranter indblik i kundernes adfærd.
En anden app er fyldt med kurser i form af videoklip, som barejere kan bruge til at træne nye bartendere. Og så er den danske ølkoncern i gang med at udrulle en sensor, som kan fortælle, præcis hvor meget øl der er tilbage i barernes fustager.
Virksomheder bliver nødt til at blive ved med at gå efter det, indtil de rammer rigtigt.
De åbenbaringer er Carlsberg imidlertid ikke den eneste, der har fået.
Anheuser-Busch Inbevs kunder nyder godt af en dataanalytisk app, hvor der også kan bestilles øl igennem. I 2018 købte virksomheden et firma med en sensorteknologi til ølfustagerne. Og Guinness- og spritproducenten Diageo har de seneste år fyldt kursus-appen Bar Academy med kurser.
Foto: Carsten Snejbjerg
Ud over det jonglerer konkurrenterne med alt fra kunstig intelligens over blockchain-teknologi til augmented reality. Alle led, både leverandører af råvarer, logistikkæden, supermarkederne og øldrikkerne, er i fokus.
»Jeg har en formodning om, at du vil finde markeder, hvor vi er betydeligt foran, og andre, hvor vores konkurrenter er foran. Men jeg tror, at vi alle bliver nødt til at have en balance i vores porteføljer, og vi har alle taget en anelse forskellig tilgang til, hvordan vi gør det,« siger Nancy Cruickshank.
Selvom det er vigtigt for bryggerikoncerner at være på forkant med den digitale agenda, skal de helt store væksttiltag ifølge konsulentkoncernen McKinsey hentes andre steder.
»Digitalisering kommer formentlig til at betyde 2-3 procentpoint yderligere på ebitda (driftresultat før af- og nedskrivninger, red.) eller et par procentpoint yderligere i vækst,« siger Philip Christiani, seniorpartner i McKinsey.