Tech

Joker-succes er den mest indbringende voksenfilm nogensinde

Den blodige klovnefilm har siden premieren indtjent flere milliarder kroner på verdensplan.

Joaquin Phoenix har hovedrollen i filmen ”Joker”, der handler om, hvordan Batmans ærkefjende blev skabt. 
Foto: Warner Bros. Pictures

Filmen om Batmans nemesis, 'The Joker', har gået sin sejrsgang over hele verden og har nu slået global rekord som den mest indbringende film, der ikke er egnet for børn.

Det skriver CNN Business.

'The Joker' er stemplet med markatet 'R-rated', som man i USA bruger om film, der ikke er egnet for børn under 17 år uden følgeskab af en voksen. I Danmark har filmen fået det mere liberale mærkat 'Tilladt for børn over 15 år', der gives til film, der indeholder meget vold, fremstiller selvdestruktion eller har et gennemgående depressivt udtryk. Også pornografiske film placeres i denne kategori.

Filmen, hvor Joaquin Phoenix spiller en psykotisk mand, der forvandles til Batmans ærkefjende, har på verdensplan indtjent ca. 788 mio. dollars, svarende til mere end 5,3 mia. danske kroner. Det er nok til at slå rekorden, der i 2016 blev sat af filmen 'Deadpool' med filmstjernen Ryan Reynolds, der dengang indtjente 783 mio. dollars globalt.

Det er dog ikke den første rekord, som den blodige klovne-film slår. 'The Joker' tog i denne måned rekorden som den bedst sælgende åbningsweekend i oktober.

'The Joker' vandt årets Bedste Film-pris på Venice Film Festival og er blevet en anmelderfavorit, der ifølge CNN Business kan føre til en Oscar-nominering.

»Det vil være en kæmpe overraskelse, hvis akademiet vælger at ignorere Joaquin Phoenixs præsentation. Selvom der har været en masse delte meninger om filmen, har de fleste været enige om, at han lavede et arbejde af Oscar-kaliber,« siger Shawn Robbins, der er chefanalytiker for Boxoffice, til mediet.

Filmen vakte bekymring i USA, da nogen mente, at filmens handling kan inspirere til vold, og at hovedpersonens udvikling fra samfundstaber til superskurk kan lokke svage sjæle i samme retning.

»'Joker', en film, hvor man skal forestille sig at sympatisere med en middelmådig, hvid mand, der bliver radikaliseret ind i afsporet vold, kommer helt sikkert til at appellere til det forkerte publikum af de værste grunde,« skrev filmkritikeren Alan Ziberman på Twitter.

Debatten har bla. ført til, at det amerikanske militær har frabedt sit personale at tage ind og se filmen, fordi man frygter, at der flere steder i landet er risiko for, at nogen vil ty til at bruge våben i biograferne.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også