Tech

Dansk techfirma indtager London med Jesper Buch i bestyrelsen

Plectos teknologi tilskynder medarbejdere til at nå deres mål. Derfor vil firmaet være til stede i Europas finanscentrum.

Plectos dashboards optræder på væggene hos flere end 600 virksomheder. Foto: Plecto

Med en investering på 10 mio. kr. i bagagen og Jesper Buch i bestyrelsen forsøger techfirmaet Plecto nu at indtage finansmetropolen London.

Plecto blev etableret i Aarhus for fire år siden og står bag et dashboard, der visualiserer forretningers salg i realtid og tilskynder medarbejderne til at nå dagens mål og budgetter gennem gamification.

Firmaet har over 70.000 brugere fordelt på flere end 500 virksomheder og omsatte i 2018 for 7,2 mio. kr. Det sidste tal forventes at blive fordoblet i år, hvilket også anses som nødvendigt, idet Plecto fortsat er en underskudsforretning og indtil for nylig opererede med en negativ egenkapital på 2,3 mio. kr.

»På baggrund af forventningerne til 2019 samt selskabets kapitalberedskab, er det ledelsens forventning, at selskabet har den fornødne likviditet til at kunne fortsætte driften,« står der således forsigtigt i årsregnskabet fra juni.

I august opnåede Plecto imidlertid et rygstød på 10 mio. kr. fra kapitalfonden Nordic Eye, hvilket har muliggjort dét, som stifter og adm. direktør Kristian Øllegaard kalder for en skaleringsstrategi.

»Vi udvikler løbende vores dashboard til mange typer af kunder. Men det er klart, at vi har en naturlig interesse i markeder, hvor performancemåling er i høj kurs,« forklarer Kristian Øllegaard om baggrunden for at oprette et salgskontor lige uden for London.

Faktisk er det allerede lykkedes at lukke ordrer i Storbritannien til 1,5 mio. kr. siden kapitalindskuddet og strategispringet for tre måneder siden.

Udover Just Eat-medstifteren Jesper Buch tæller bestyrelsen også motoren bag Bilbasen, Jan Lehrmann, samt finansmanden Søren Grønborg Thorsen med en fortid i Nordea og Nykredit.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarebranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også