Tech

Apples iPhone-salg daler – men nye hovedtelefoner er blevet et kæmpehit

En ny og mere avanceret version af AirPods sender salget af Apples hovedtelefoner mod en fordobling i år.

Apple kom i oktober med et nyt bud på trådløse hovedtelefoner. Foto: PR/Apple

Det går tilbage på gyngerne – men til gengæld ser det godt ud for karrusellerne.

Mens Apple lider under et faldende salg af iPhones, har Tim Cook haft travlt med at få gang i andre forretningsområder, der med tiden kan kompensere og sikre en samlet vækst.

Og nu står Apple-bossen med et solidt hit på hånden – eller rettere, i ørene. Den nye version af de trådløse hovedtelefoner AirPod, der blev lanceret i oktober, sælger nemlig langt mere end forventet. Det skriver Bloomberg.

AirPod Pro, som den nye version er døbt, kom på gaden i slutningen af oktober, og siden er produktionen skruet godt op i forhold til den oprindelige plan. Efterspørgslen har gjort, at Apple faktisk står til at sælge dobbelt så mange hovedtelefoner i 2019 som året før: Omkring 60 mio. styk. I forvejen var Apple klart førende i markedet for såkaldte ’true wireless’ hovedtelefoner, hvor danske GN Store Nord også har markeret sig globalt med Jabra-brandet.

Til en stykpris på 249 dollars i USA og 2.199 kr. i Danmark sender det temmelig mange milliarder af dollars igennem Apples kasseapparat. Med i regnestykket er dog også billigere modeller og tidligere versioner, der sælges for ned til 1.379 kr.

Da Apple aflagde regnskab i oktober, var der allerede en stigning på 54 pct. i kategorien, der dækker tilbehør som Apple Watch og AirPods. På et kvartal blev der solgt for 44 mia. kr. i den kategori.

Samtidig faldt omsætningen fra salget af iPhones med ni procent på et år – men med 226 mia. kr. fra iPhones var det stadig Apples klart vigtigste produkt.

Udover satsningen på Apple Watch og AirPods, er det især kategorien ’Services’, som vokser hos Apple. Den dækker for eksempel abonnementer på Apple Music og fremover også den netop lancerede streaming-tjeneste Apple TV+. I seneste kvartal – fra juli til september – hentede Apple 84,5 mia. kr. hjem her, en stigning på 19 pct. på et år.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarerbranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også