Fortsæt til indhold

Robotpioner om farvel til Odense: »Det kan koste et milliardbeløb«

Odense Robotics er i færd med at knytte firmaer i hele landet tættere til sit økosystem. Et navneskifte kan koste Danmark dyrt i tabt eksport, advarer manden bag Universal Robots.

Esben Østergaard var med til at stifte Universal Robots, der i 2015 blev solgt for 1,9 mia. kr. til amerikanske Teradyne. Foto: Casper Dalhoff
Tech

Det danske roboteventyr forbindes først og fremmest med Odense, men det tilhørsforhold kan meget vel blive udvisket en smule fremover.

Næste år tager Danmark for alvor fat på sin nationale klyngestrategi, der er udviklet i samarbejde mellem otte ministerier, Danske Regioner, KL og en stribe vækstfora. Målet er at styrke innovationen, forskningen og væksten inden for vores styrkeområder via et øget samspil mellem det offentlige og private.

Derfor er erhvervsklynger, innovationsnetværk og vækstråd fra Aalborg, København, Odense og Sønderborg i færd med at udforme et tilbud, der skal knytte robot- og automationsfirmaer fra hele landet tættere til økosystemet og udvide succesen. Det kan dog betyde, at robotklyngen må opgive at brande sig på sit geografiske ophav, hvilket manden bag Universal Robots allerede nu advarer imod.

»Det er skadeligt for dansk eksport, hvis vi dropper Odense Robotics-brandet, da det nu er globalt kendt i robotkredse. Jeg har ikke lavet regnestykket, men det kan sagtens koste Danmark et milliardbeløb i tabt eksport, hvis vi ikke er skarpe på at profilere os. Jeg kan godt forstå, at forskere og firmaer i Aalborg og København måske har svært ved at leve med, at det hedder Odense Robotics. Vi skal bare finde ud af, hvad vi så gør,« siger Esben Østergaard, der i dag er rådgiver og investor via REInvest Robotics.

Talsperson for Robotics Alliance og direktør for Odense Robotics Mikkel Christoffersen medgiver, at navnet på robotklyngen naturligt er kommet i spil som et led i den nationale strategi for decentral erhvervsfremme, men vil dog ikke gå i detaljer med den diskussion endnu.

»Vi vil gerne lave et landsdækkende tilbud, hvor vi også sikrer, at de 130 Odense-virksomheder er godt afspejlet. Så på et tidspunkt skal vi også finde ud af, hvad barnet skal hedde, men det er for tidligt at slå et søm i det skilt,« siger Mikkel Christoffersen.

Supportfunktionen Cluster Excellence Denmark understreger, at beslutningen om et navneskifte eller ej træffes af de enkelte klynger i forbindelse med den nationale strategi.

»Selvfølgelig betyder navnet noget. Det gør alle navne. Strategien taler om konsoliderede klynger, men hvordan de løser det hver især er jo op til dem selv,« forklarer Merete D. Nielsen, direktør for Cluster Excellence Denmark.

Artiklens emner
Odense Robotics
Esben Østergaard