Tech

Toyota bygger en vild fremtidsby - og Bjarke Ingels har tegnet den

Bilgiganten Toyota vil flytte 2.000 mennesker til fremtidens by.

For foden af Japans højeste bjerg, Mt. Fuji, vil Toyota bygge en prototype af fremtidens by. PR-foto: Toyota.

Kunne du tænke dig at leve i en futuristisk fremtidsby med alverdens high-tech og den nyeste teknologi inden for robotter og kunstig intelligens?

Så har bilgiganten Toyota en vild idé, som måske er noget for dig.

For foden af Japans højeste bjerg, Mt. Fuji, vil Toyota nemlig bygge en prototype af fremtidens by, hvor mennesker og robotter skal leve side om side.

Hele byen skal drives af Toyotas egne brint-brændselsceller, og projektet er tegnet af den verdenskendte danske arkitekt Bjarke Ingels.

»Forestil dig et levende laboratorium, hvor forskere og ingeniører frit kan teste teknologi i et ægte, levende miljø,« sagde Toyotas topchef, Akio Toyoda, da bilgiganten i denne uge præsenterede idéen på verdens største elektronikmesse, CES i Las Vegas.

Toyota vil eksempelvis teste autonome køretøjer, innovative gadedesigns, smart teknologi til huse, robotter og kunstig intelligens på byens cirka 2.000 indbyggere, der skal bo der på fuld tid.

”Woven City”, er fremtidsbyen blevet døbt, og første spadestik bliver efter planen taget i 2021.

»At bygge en helt by fra bunden - selv i en lille skala som denne - er en unik mulighed for at udvikle fremtidige teknologier, herunder et digitalt operativsystem til byens infrastruktur. Med mennesker, bygninger og køretøjer, som alle er forbundet og kommunikerer med hinanden gennem data og sensorer, bliver vi i stand til at teste kunstig intelligens i både den virtuelle og den fysiske verden - og maksimere dens potentiale,« lød det fra Akio Toyoda.

I første omgang er planen at befolke byen med cirka 2.000 Toyota-ansatte og deres familier, pensionerede par, detailhandlere, forskere og samarbejdspartnere.

I takt med at byen udvikler sig, skal indbyggertallet vokse.

”Woven City” skal have forskellige gadetyper, parker og promenader, og den skal være fuldt bæredygtig med bygninger, der for det meste er lavet af træ.

Byens indbyggere skal have adgang til de nyeste og mest avancerede hjemmerobotter, som skal assistere i dagligdagen. Og indbyggernes helbred og velvære skal nøje monitoreres af sensorbaseret kunstig intelligens.

Samtlige køretøjer i byen skal være fuldt ud selvkørende - heriblandt Toyotas egen selvkørende vogn e-Palette, der kan konfigureres som både bus, varevogn eller sågar en butik.

BRANCHENYT
Læs også