Tech

Danske Heliac gør klar til det store 100-millioners ryk: »Vi kan levere varme billigere end naturgas«

Firmaet Heliac har opfundet en meget billig måde at udnytte solens varme på, og første anlæg i stor skala leverer nu varme til danske fjernvarmekunder.

Henrik Pranov (th.) og Jakob Jensen står i spidsen for Heliac, som efter første storskala-test nu skal gøre opfindelsen af et solvarme-anlæg til en kommerciel succes. De flade linser koncentrerer solens varme og drejer sig efter solens lys. Foto: Stine Bidstrup

Med en helt ny metode til at udnytte solens stråler er den lille Hørsholm-virksomhed Heliac klar til at tage ud på den store vækstrejse og er i gang med at rejse et trecifret millionbeløb.

Når du koncentrerer solens stråler, kan du få høje temperaturer og masser af varme simpelt og klimavenligt. Men de traditionelle metoder med store spejle, der reflekterer sollyset, er temmelig dyre. Det er de 17 ansatte i Heliac nu i fuld gang med at lave om på baseret på opfindelsen af en billig plasticfilm, der fungerer som et brændeglas og erstatter de dyre spejle.

»Vi kan lave varme billigere end nogen anden måde, selv i Danmark. Og det er med en meget simpel teknologi, som vi har patenteret,« siger Henrik Pranov, stifter af og direktør for Heliac.

Vores anlæg på Møn producerer i dag varme til cirka samme pris som afbrænding af træflis, helt CO2-frit.

Henrik Pranov, Heliac

I fem år har Heliac udviklet teknologien og kunne endelig i sommeren 2019 sætte første forsøgsanlæg op i fuld skala ved et fjernvarmeværk på Møn. Dagligdagen har afsløret en række børnesygdomme, som er blevet løst hen ad vejen, så der nu flyder varme fra solen og ud til fjernvarmekunderne.

»Vores anlæg på Møn producerer i dag varme til ca. samme pris som afbrænding af træflis, helt CO2-frit. Når vi kommer op i skala, og bygger anlæg på mere solrige steder som Spanien, kan vi måske komme ned på halvdelen af prisen,« siger Henrik Pranov.

Men vejen derhen kræver investeringer, og de oprindeligt 15 mio. kr. fra investorer skal nu mangedobles i en ny runde, hvor Heliac vil lande mindst 100 mio. kr. og gerne mere.

Heliac
  • Heliac blev stiftet i 2014 af Henrik Pranov, som et spin-off fra selskabet InMold, der arbejdede med plastteknologier. Det nye selskab skulle udnytte InMolds opfindelse, en billig og tynd plast-linse, til solvarme.
  • I dag har selskabet 17 ansatte og hovedkvarter i Hørsholm. Der bliver ansat cirka én ny hver måned nu.
  • Omsætningen er beskeden, da salget ikke er begyndt, og regnskabsåret 2018/2019 gav et underskud på 11,5 mio. kr. før skat.
  • Heliac har modtaget 15 mio. kr. fra investorer, herunder E.ON, Danapak og skibsteknologiselskabet Gertsen & Olufsen. Desuden har Heliac fået støtte i samme størrelsesorden fra Markedsmodningsfonden, Innovationsfonden og statens Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram.
  • Første produkt var Solar Cooker, hvor solens energi kunne bruges til madlavning i tredjeverdenslande.
  • I dag satser Heliac på solvarme i store anlæg, der kan levere fjernvarme eller procesvarme til industrien, op til 350 grader.

En effektiv måde at overbevise store industrielle partnere er at bygge anlæg for egne penge og så sælge varmen derfra. Et af de store satsningsområder er industrielle kunder, som i dag bruger meget varme, for eksempel papirindustrien. Her er behovet for grønne varmekilder enormt, selvom der ikke er meget fokus på det.

»Ser man på det globale energiforbrug, svarer procesvarme i industrien næsten til hele verdens elforbrug. Bare én procent af varmeforbruget i verdens papirindustri svarer for eksempel til halvdelen af Danmarks samlede energiforbrug,« siger Jakob Jensen, salgsdirektør i Heliac.

Teknologien med de tynde plasticfilm som linse virker måske umiddelbart simpel, men den får en tommelfinger opad fra Simon Furbo, der er ekspert i solvarme og lektor på Danmarks Tekniske Universitet.

»Jeg tror, det kan blive en kommerciel succes. Der er selvfølgelig et stykke vej til, for produktet skal igennem nogle udviklingstrin. Men potentialet er der,« siger han.

BRANCHENYT
Læs også