Tech

Danmarks techambassadør forlader Silicon Valley for at blive politisk lobbyist for Microsoft

Casper Klynge tiltræder den 1. marts som vice president hos Microsoft med base i Bruxelles.

Casper Klynge har de seneste tre år forsøgt at styrke netværket mellem Danmark og den globale techindustri. Fremover får han selv sæde hos en af markedsgiganterne, Microsoft. Foto: Nanna Navntoft

De seneste tre år har Casper Klynge arbejdet for at sikre danske selskaber en bedre adgang til Silicon Valley. Nu flyver han tilbage over Atlanten for at sikre Microsoft en bedre adgang til de europæiske politikere.

Den 1. marts tiltræder Danmarks techambassadør en topstilling som vice president inden for government affairs i Europa hos den amerikanske techgigant med ansvaret for Microsofts officielle arbejde og politiske anliggender.

»Der er akut behov for at skabe et tættere samarbejde mellem techindustrien og myndighederne. Det er ikke nogen hemmelighed, at mit arbejde de seneste tre år efter min mening er blandt det vigtigste i min karriere. Jeg glæder mig derfor til at blive en del af en organisation, hvor den dagsorden er højeste prioritet,« lyder det fra Casper Klynge i en pressemeddelelse.

Den 45-årige diplomat har oprindeligt læst statskundskab på Københavns Universitet og siden været tilknyttet organisationer som EU og Nato, inden han i 2017 af daværende udenrigsminister Anders Samuelsen blev flyttet fra en stilling som ambassadør i Indonesien til stillingen som techambassadør i USA.

Her har Casper Klynge haft til opgave at styrke den danske forbindelse til Silicon Valley i enhver forstand fra basen i Palo Alto syd for San Francisco.

En af ambassadørens sidste store opgaver var således at agere vært for en brobygningstur i efteråret med deltagelse af erhvervsminister Simon Kollerup samt topcheferne for en stribe af Danmarks absolut tungeste selskaber såsom Mærsk, Lego og Danske Bank.

Det er den tilgang til techindustrien, som danskeren skal videreføre hos Microsoft fra sin nye base i Bruxelles.

»Gennem sin tidligere rolle bringer Casper Klynge ikke bare et solidt indblik i teknologiindustrien, men også betydelig erfaring med at bygge bro mellem regeringer, virksomheder og civilsamfundet,« forklarer Brad Smith, president hos Microsoft.

BRANCHENYT
Læs også