Tech

Forbes udråber dansk fintechselskab til et af verdens 50 mest innovative

MakerDao optræder på en ny liste over de selskaber, som amerikanske erhvervsfolk anbefales at holde øje med.

Rune Christensen grundlagde MakerDao i 2015 og står nu i spidsen for en forretning med omtrent 100 medarbejdere. Foto: Stine Bidstrup

Hvis du ikke ved, hvad DeFi er, så skub lige læsebrillerne lidt højere op på næseryggen. For Decentralized Finance - som forkortelsen står for - er ikke blot i færd med at omkalfatre hele banksystemet ved hjælp af blockchains og kryptovalutaer, men udspringer tilmed fra et dansk selskab.

Nemlig MakerDao.

Det får nu selveste Forbes Magazine til at udråbe det fem år gamle foretagende med adresse på Islands Brygge til et af verdens 50 mest innovative fintechselskaber. Fælles for navnene på listen er, at det er privatejede forretninger med opgaver eller kunder i USA, men Forbes lægger tydeligvis også vægt på fundingen af selskaberne i en situation, hvor fintech har skrabet intet mindre end 53 mia. dollars til sig i vækstkapital i det forgangne år.

MakerDao har således opnået 63 mio. dollars fra investorer i tillid til den såkaldte stablecoin dai, der i modsætning til kryptovalutaterne bitcoin og ethereum ikke svinger voldsomt i kurs, men altid er nøjagtig én dollar værd takket være en slags bagvedliggende pantordning.

Det gør ifølge tilhængerne dai til en langt mere stabil byggeklods i den digitale verden, hvor hele pointen med blockchains og kryptovalutaer er at fjerne behovet for dyre mellemled i form af banker, advokater og alskens andre interessenter i det nuværende system.

»Før var det kun banker, som kunne sætte ting sammen til pakkeløsninger. Nu kan alle gøre det, for alle delene her passer sammen som legoklodser. Du kan sætte tre klodser sammen, sætte et nyt interface på – og så virker det hele helt seamless sammen,« forklarede MakerDaos stifter og direktør, Rune Christensen, for nylig til Finans.

Det er essentielt set, hvad DeFi betyder. En mere udførlig fortælling om idéen bag ét af verdens 50 mest innovative fintechselskaber findes her.

BRANCHENYT
Læs også