Tech

Smartphones er eksploderet i pris: »Næste skridt kan meget vel være 15.000 kr.«

Hvis du købte Samsung eller Apples mest populære smartphones for 10 år siden, skulle du af med ca. 5.000 kr. I dag koster selskabernes flagskibsmodeller det dobbelte.

Rebecca Hirst præsenterede Samsung Electronics Z Flip-smartphone i San Francisco. Foto: AP

For få dage siden annoncerede Samsung sin nyeste topmodel, Galaxy S20 Ultra, til et storslået arrangement i San Francisco.

Prisen for selskabets nye flagskib er i Danmark 10.499 kr., hvilket er i samme boldgade som Apples iPhone 11 Pro Max, der kom på gaden i oktober sidste år.

For nogle danskere vil det være uhørt at betale over 10.000 kr. for en mobiltelefon, men over de seneste år er det alligevel blevet normen. Det fortæller John G. Pedersen, chefredaktør og indehaver af Meremobil.dk.

»Vi så første gang en mobil koste 10.000 kr., da iPhone X blev udgivet i 2017, men folk sagde nærmest intet til det og var parate til at betale prisen,« siger John G. Pedersen, som har fulgt markedet i mere end 20 år.

Da Apple og Samsung for 10 år siden annoncerede iPhone 4 og Samsung Galaxy S, var det med et dansk prisskilt i omegnen af 5.000 kr. for smartphones, som var det bedste, producenterne kunne præstere.

»På det tidspunkt udviklede markedet sig hurtigt med store teknologiske spring. Men det er den form for kvantespring, som vi mangler i dag, for at retfærdiggøre den høje pris,« siger John G. Pedersen.

John G. Pedersen mener, at forbrugerne ikke har særlige kvaler, når det kommer til at købe den nyeste smartphone, selvom sidste års model kan løse de samme opgaver.

»For nogle er det et vigtigt redskab, men når alt kommer til alt, er der ikke noget, den nyeste model kan løse, som sidste års ikke kan, og rationelt set er der ikke noget argument for at købe en ny model,« siger mobileksperten.

Han forventer, at forbrugerne kan se frem til prisstigninger, i takt med at mobilproducenterne investerer i nye teknologier – heriblandt 5G, som lige nu implementeres i kommende modeller, og bøjelige skærme.

»Vi ser først en ændring i prisudviklingen, hvis der sker en markant ændring i folks købsvaner. Næste skridt kan meget vel være 15.000 kr., medmindre forbrugerne bliver snusfornuftige og køber sidste års model,« siger John G. Pedersen.

Apple og Samsung er verdens to største smartphoneproducenter målt på markedsandele, viser tal fra analyseinstituttet IDC. På en 3. og 4. plads finder man de kinesiske selskaber Huawei og Xiaomi.

BRANCHENYT
Læs også