Tech

Danskerne er hårdest ramt af økonomisk internetsvindel og phishing i EU

Ingen andre EU-borgere oplever i så høj grad forsøg på at få franarret f.eks. koder og kreditkortoplysninger via internettet som danskerne. En høj grad af tillidsfuldhed og digital parathed er blandt årsagerne, vurderer eksperter.

3 pct. af danskerne er blevet franarret penge via internettet. Illustration: Colourbox

Mens du scroller ned over vennernes seneste opdateringer på dit foretrukne sociale medie, dukker en uskyldigt udseende annonce op: »Vind den nyeste iPhone – skriv din e-mail og navnet på dit kæledyr.«

Falder du for fristelsen til at deltage i "konkurrencen", kan du meget vel have givet skumle typer på internettet en afgørende del af koden til din e-mailkonto eller det sociale medie.

Den slags uheld udsættes danskere i gennemsnit oftere for end noget andet folkefærd i EU.

En ny rapport fra EU’s statistiske kontor Eurostat om sikkerhedsproblemer ved brug af internettet viser, at danskerne er indehavere af tre ærgerlige rekorder:

  • Næsten halvdelen (45 pct.) af de voksne her i landet, som bruger internettet, har i løbet af et år modtaget en eller flere e-mails afsendt med det formål at lokke penge eller personlige oplysninger ud af folk. Dermed er danskerne det land i EU, hvor man som internetbruger oftest udsættes for såkaldt phishing, hvor it-kriminelle "fisker" efter e-mail-brugeres private oplysninger.
  • Samtidig oplever hver anden danske internetbruger årligt en eller anden form for forsøg på økonomisk svindel via internettet. Det er det højeste gennemsnit af alle EU-lande.
  • Endelig er Sverige og Danmark de eneste EU-lande, hvor 3 pct. af befolkningen på et år har oplevet at miste penge ved f.eks. at blive franarret kreditkortoplysninger eller personlige data.

Rapporten indeholder 2019-tal fra alle EU-lande.

Svindel på internettet

I alt har hver anden dansker (50 pct.) oplevet en eller anden form for sikkerhedsproblemer ved at benytte internettet i løbet af det forgangne år, viser en rapport fra EU’s statistiske kontor, Eurostat. Det er den højeste andel i EU-landene foran:

  • Frankrig (46 pct.)
  • Sverige (45 pct.)
  • Malta (begge 42 pct.)
  • Holland (begge 42 pct.).

De tre lande, hvor den mindste del af befolkningen er blevet udsat for forsøg på svindel, er:

  • Letland,
  • Litauen og
  • Polen.

Her skete den slags for under hver 10. indbygger i 2019.

Ifølge Søren Lindhardt Olsen, som bl.a. arbejder med cybersikkerhed hos SAS Institute, er danskerne med deres høje levestandard en oplagt målgruppe for svindlere på nettet.

»Dertil har vi generelt en stor tillid til andre, og det er farligt på internettet, da mange gerne vil udnytte den tillid,« siger Søren Lindhardt Olsen.

Han efterspørger undervisning i it-sikkerhed i skolerne, da især de yngste danskere færdes flittigt på nettet. Samtidig ønsker han, at der indføres en central, koordineret og generel advarsel om bestemte typer af cyberangreb, når de dukker op.

I dag findes der f.eks. en app ved navn "Mit digitale selvforsvar", som er udviklet af Forbrugerrådet Tænk, Det Kriminalpræventive Råd og Trygfonden. Her kan de finansielle institutioner offentliggøre eksempler på forsøg på svindel.

Danskerne er glade for internettet
Intet tyder på, at danskerne lader sig skræmme fra at benytte internettet til indkøb eller deling af informationer.
  • Kun hver 20. dansker (5 pct.) afholder sig fra at have netbank pga. bekymringer om sikkerheden, mens det gælder for 13 pct. af EU-borgerne generelt.
  • Mens knapt hver femte dansker (18 pct.) undlader at lægge personlige informationer ud på internettets sociale medier af frygt for, at de bliver misbrugt, skræmmer den udsigt overordnet set en større andel af borgerne i EU (25 pct.).

Henrik Blas Simonsen er regional manager i Zacco, der bl.a. beskæftiger sig med cyber security. Han vurderer ligeledes, at danskere stoler meget på andre, og at det fører til mange hændelser med svindel på internettet.

»I Danmark er næsten alle mennesker online. Vi er på nogle områder længere fremme med it end andre lande. Samtidig har vi meget tillid i samfundet; vi antager, at ingen vil os det ondt,« siger Henrik Blas Simonsen.

Han fortæller, at danskerne dem, der oftest falder for fristelsen og klikker på et falsk link, når virksomheden gennemfører en kampagne for at gøre opmærksom på faren for phishing.

Hans pointe om et it-begejstret folkefærd underbygges af rapporten fra Eurostat. Ifølge den er Danmark det EU-land, hvor den største andel (95 pct.) af befolkningen tilgår internettet en gang om ugen.

BRANCHENYT
Læs også