Derfor lancerer Lone Fønss en verdensteknologi midt i coronakrisen
Concordium vil i de kommende uger stressteste sin blockchainprotokol. Målet med teknologien er at forbedre de økonomiske systemer, der lige nu er ramt hårdt af coronakrisen.
Der er langt mellem produktlanceringerne i disse uger, fordi coronakrisen får de fleste direktører til at udskyde eller ligefrem aflyse markedsentréen.
Lone Fønss Schrøder er imidlertid ikke bange for at frigive et storstilet teknologisk projekt nu og her i form af den dansk-schweiziske blockchainprotokol Concordium.
Det har taget tre år at udvikle protokollen, der kort fortalt vil forsøge at erobre verden med en langt mere skudsikker og transparent blockchain end de berømte og berygtede forgængere Bitcoin og Ethereum.
Hvis det lykkes, kan det vende op og ned på de økonomiske systemer, fordi teknologien gør det muligt at fjerne alle de fordyrende mellemled i forbindelse med transaktioner og kontrakter. Derfor er der en vis symbolik i, at Concordium nu lancerer sit testsystem flankeret af et whitepaper, alt imens de nuværende pengesystemers sårbarhed udstilles.
Den adm. direktør for Concordium understreger i den forbindelse, at det hele tiden har været planen at frigive testsystemet nu. Det har coronakrisen ikke ændret på - faktisk har den på flere måder blot forstærket behovet for at følge planen, forlyder det.
»Vi har arbejdet hårdt på at overholde deadlines og har finansiering nok til at holde dampen oppe. Vores udviklere sidder alligevel forskellige steder i verden, så coronakrisen har ikke medført en omlægning af vores måde at arbejde på. Situationen har nærmere betydet, at vi arbejder mere kollektivt og intensivt,« fortæller Lone Fønns Schrøder.
Bag blockchainprotokollen står Saxo Banks medstifter, Lars Seier, som i 2017 henvendte sig til et par danske kryptografer i erkendelse af, at Bitcoin og Ethereum havde fat i noget rigtigt midt i alle historierne om, at deres kryptovalutaer kunne bruges af den kriminelle underverden.
Sidenhen tilbød Saxo Banks daværende bestyrelsesformand, Lone Fønss Schrøder, at stille sig i spidsen for Concordium, der også har allieret sig med tunge navne i kulissen i skikkelse af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen og tidligere fondsbørschef Hans Ole-Jochumsen.
Det fortæller lidt om ambitionerne i forbindelse med frigivelsen af testsystemet, der både handler om at få svar på helt lavpraktiske spørgsmål, såsom hvor nemt det er at downloade Concordium fra forskellige styresystemer, samt at udsætte blockchainprotokollen for alskens hackerangreb for at teste sikkerheden og procedurerne.
»Vi har jo forberedt en lang række invitationer, fordi vi har at gøre med professionelle brugere rundt omkring i verden. Interessen er stor for at køre noderne, som det hedder. Så det er ikke min opfattelse, at det er et dårligt tidspunkt at lancere testen på,« siger Lone Fønss Schrøder.
Som bestyrelsesmedlem i Ikea, Volvo og andre internationale virksomheder med coronakrisens konsekvenser dybt inde på livet gør hun i det hele taget en dyd ud af nødvendigheden i ikke at stoppe op i disse dage.
»Det er jo en del af den måde, vi løser kriser på. At vi bevarer nogle daglige rytmer, så vi har noget at stå op til og tage os af. En orden i kaosset. Det er det samme hos Concordium, hvor jeg kan se, at de ansatte arbejder på alle tider af døgnet. Derfor har vi givet dem en times betalt arbejdstid hver dag, hvor vi opfordrer dem til at gå en tur og komme lidt væk fra skrivebordet,« forklarer direktøren.
Hun satser selvsagt på, at Concordium består stresstesten, så brugere over hele verden snart får øjnene op for, hvad blockchainteknologien kan bruges til, når den er udviklet i samspil med alskens myndigheder.
»Det kan helt klart skabe mere effektivitet i de internationale økonomiske systemer. Jeg tror, at hele verden spejder efter digitale optimeringer i alle led som følge af coronakrisen.«