Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

It-branchen er hårdt ramt: Halvdelen af erhvervskunderne overskrider aftalte betalingsfrister

Midt i coronakrisen oplever mange it-selskaber, at kunderne bevidst vælger at se stort på den aftalte betalingsfrist. Det kan føre til en »konkurs-tsunami«, advarer IT-Branchen.

Corona rammer verden
I marts meddelte Jysk sine it-leverandører, at man i de kommende måneder kun vil betale 50 pct. af den aftalte regning. Men Jysk er på ingen måde et særsyn, viser en rundspørge blandt it-selskaber. Foto: Joachim Ladefoged.

Mere end halvdelen af landets it-selskaber oplever midt i coronakrisen, at det er blevet markant sværere at få betaling til den aftalte tid fra erhvervskunder.

Det viser en rundspørge gennemført af erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.

Helt præcist svarer 52 pct. af de adspurgte it-virksomheder, at kunderne overskrider deres betalingsfrister, oplyser IT-Branchen i en pressemeddelelse.

Vi risikerer simpelthen at blive ramt af en sand konkurstsunami, hvis regningerne ikke snart bliver betalt.

Natasha Friis Saxberg, adm. direktør i IT-Branchen

Dermed skubber andre virksomheder reelt set problemet med lavvande i kassen videre til mange af landets it-virksomheder, som selv kæmper for at overleve coronakrisen, lyder kritikken.

»Det er et stort problem, at kunderne er begyndt at udsætte betalingerne til deres leverandører, da mere end hver femte ikke har likviditet til at overleve i mere end to måneder. Vi risikerer simpelthen at blive ramt af en sand konkurs-tsunami, hvis regningerne ikke snart bliver betalt,« siger Natasha Friis Saxberg, adm. direktør i IT-Branchen, der tæller godt 4.300 it-virksomheder.

At it-selskabers udfordring med at få kunderne til at betale stikker dybt, ses ved, at selv en gigant som Jysk trækker betalingen i langdrag. I slutningen af marts kom det således frem, at Jysk ud af det blå havde meddelt koncernens it-leverandører, at man i de kommende måneder kun vil betale 50 pct. af den aftalte regning.

Men Jysk er langt fra en enlig svale, viser rundspørgen, og nu frygter it-branchen, at situationen ligefrem kan ende med, at nogle kunder helt løber fra regningen.

»Vi har fuld forståelse for, at mange virksomheder udfordres på indtjeningen på grund af coronakrisen og derfor bliver nødt til at genforhandle f.eks. betalingsfrister. Vi skal bare passe på, at krisen ikke ender med, at nogen bare løber fra regningen,« siger Natasha Friis Saxberg.

Det er ikke kun private virksomheder, som trækker betalingen til it-selskaber. Situationen går igen i det offentlige.

I rundspørgen svarer 18 pct. af de adspurgte virksomheder, at de oplever, at offentlige kunder overskrider den aftalte betalingsfrist.

BRANCHENYT
Læs også