Forskere har vild plan til at få viden om andre solsystemer
Fjerne satellitter skal ligge på lur, til et objekt fra et andet solsystem dukker op.
Med jævne mellemrum får Jorden besøg fra andre solsystemer i form af objekter, der suser forbi med ufattelig hastighed. Det cigarformede klippestykke Oumuama, der passerede Jorden i 2017, er et af disse objekter, der ville kunne fortælle forskere endog meget interessante detaljer om for eksempel fjerne planetdannelser.
Men hidtil har det ikke været muligt at komme tæt på disse fjerne skatkamre af informationer. Årsagen er ikke mindst, at de er så små, at de først opdages så sent, at det ikke er muligt at nå at opsende et rumfartøj til at kigge nærmere på objektet. Men nu har forskere fostret en fantastisk plan, skriver The Independent.
Planen går ud på at ”fange” et objekt fra et andet solsystem med en ring af statiske satellitter, såkaldte statiter. Disse skal placeres forskellige steder i vores eget solsystem. Herefter lægges de i dvale, indtil et interessant objekt identificeres, hvorefter statiterne aktiveres og flyver hen til genstanden.
Forslaget, der kommer fra forskere fra Massachusetts Institute of Technology, MIT, indebærer, at statiterne udstyres med solsejl til at give den nødvendige kraft. Og selve placeringen af statiterne skal være så præcis, at solsejlene ikke trækkes ind mod solen af dens tyngdekraft - men på den anden side heller ikke stødes væk af solens stråling.
»Hvis det lykkes at komme helt tæt på et interstellart objekt og foretage målinger, vil det kunne revolutionere vores viden om, hvordan planeter skabes og hele evolutionsprocessen,« siger professor Benjamin Weiss fra MIT’s afdeling for Earth, Atmospheric and Planetary Sciences og blandt initiativtagerne til det nye projekt.
»For første gang ville vi kunne få præcise målinger af sammensætningen af materiale fra andre solsystemer. Vi ville også kunne få viden om, hvor hurtigt og hvor ofte objekter rejser mellem solsystemerne - det kan også sige noget om muligheden for liv i fjerne egne af universet,« pointerer Benjamin Weiss.
MIT-forskerne har fået tilslutning til den innovative plan fra den amerikanske rumfartsorganisation Nasa, der giver økonomisk støtte til nye ideer, der kan berige kommende rummissioner. Folkene fra MIT vil nu bruge de kommende måneder til at videreudvikle det ambitiøse koncept, så det kommer tættere på virkelighed.

