Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Coronakrisen har sparket salgsdøren ind for telebranchen

Salget af hjemmekontorløsninger er rødglødende, fordi mange danskere arbejder hjemmefra. Både TDC og 3 forventer, at mersalget er kommet for at blive.

Det har vi lært af coronakrisen
Hundredtusinder af danskere har de seneste måneder passet deres arbejde hjemmefra på grund af coronakrisens nedlukning af samfundet. Arkivfoto: Ole Lind.

Coronakrisen har betydet, at hundredtusinder af danskere i ugevis har arbejdet på hjemmekontor, og det har skabt travlhed i telebranchen.

»Det har givet et meget stort løft i vores salg af det, vi kalder for home office-løsninger,« siger Morten Christiansen, adm. direktør i teleselskabet 3.

Det er især salget af routere med simkort, der er gået over stok og sten, ligesom der er stor efterspørgsel på møde- og videotjenesten Microsoft Teams, som er integreret i selskabets teleløsning til erhvervskunder, siger 3-direktøren.

Coronakrisen har udstillet det faktum, at uden en digital infrastruktur så var samfundet gået fuldstændig i stå under krisen.

John Strand, teleekspert og direktør i Strand Consult

I TDC’s serviceselskab Nuuday, som bl.a. favner erhvervsforretningen TDC Erhverv, forklarer topchef Michael Moyell Juul, at der er tale om digitale tjenester og løsninger, som har været på salgshylden i lang tid.

»Men nu har virksomhederne virkelig fået øjnene op for, hvor vigtige de er. Derfor forventer jeg, at vi kommer til at se en ketchupeffekt i efterspørgslen, som vil give salget et ekstra skub fremad,« siger Michael Moyell Juul.

Mens hverken 3 eller Nuuday ikke forventer at til krisen vil skabe varige forretningsmuligheder på privatmarkedet, så tøver Michael Moyell Juul ikke med at lufte store forventninger til den kommende tids erhvervssalg. Også fordi virksomhedernes indkøbere i højere grad synes parate til at betale for at få gode mobilløsninger og ekstra tjenester.

Ingen af de to selskaber ønsker at sætte tal på mersalget, men teleekspert John Strand tøver ikke med at sætte en tyk streg under, at coronakrisen har skabt nye muligheder for aktørerne i telebranchen.

»Coronakrisen har udstillet det faktum, at uden en digital infrastruktur så var samfundet gået fuldstændig i stå under krisen,« siger John Strand, der driver det internationale teleanalysefirma Strand Consult.

Han venter, at erhvervslivets lære af krisen vil være, at det er vigtigt at investere i digitale løsninger - herunder sikkerhedsløsninger, der beskytter digital infrastruktur.

Coronakrisen har sendt en hel verden til tælling – men har måske også været et nødvendigt wake up call. FINANS har talt med topcheferne og iværksætterne om, hvilke nye erkendelser, de tager med, og hvilke muligheder, de ser, når fremtiden efter coronakrisen toner frem.

BRANCHENYT
Læs også