Tech

Vækstfonden udlåner 22,5 mio. kr. til kamerafirma ramt af fodboldpausen

Teknologiselskabet Veo voksede med 700 pct. i de 12 måneder før krisen, men må nu sætte sine ekspansionsplaner på pause.

Veo har solgt sin kamerateknologi til flere end 50 lande og nu på vej ind i flere sportsgrene - blandt andet rugby. Foto: Veo

Vækstfonden forbindes især med investeringer i selskaber, hvis største problem er, at de mangler penge til at erobre nye markeder i en fart.

Men statens finansieringsfond fungerer faktisk også som en låneforretning i trange perioder, hvilket stribevis af modne iværksætterfirmaer har benyttet sig af under coronakrisen.

Blandt dem er det fem år gamle teknologiselskab Veo, der har specialiseret sig i intelligente kameraer til sportskampe og fået flere end 2.000 fodboldklubber over hele verden til at tegne abonnement på den tilhørende webplatform.

Af samme grund oplevede Veo en vækst på 700 pct. fra marts 2019 til marts 2020, da pandemien afbrød alle fodboldligaer samt et utal af træningssessioner og amatørkampe, hvor de grønne kameraer med 4K-opløsning og kunstig intelligens plejer at vise sig frem på sidelinjen.

Nedlukningen har haft en så omfattende betydning for Veos forretning, at ekspansionsplanerne hos de 50 medarbejdere i det københavnske hovedkontor er sat på pause. Samtidig har selskabet fået et Venture Debt-lån på 22,5 mio. kr. bevilliget af Vækstfonden for at kunne investere mere langsigtet under krisen i et forsøg på at holde momentum.

»Vi kigger lige nu ind i at forbedre vores digitale platform og vores kunstige intelligens, der sammen med vores kamera udgør kernen af forretningen. Derfor er vi solidt rustet til vækst, når krisen aftager,« siger Veos medstifter og adm. direktør, Henrik Teisbæk.

Et Venture Debt-lån har typisk en løbetid på 3-5 år og koster 9-12 pct. i rente foruden at give Vækstfonden en tegningsoption på omtrent 10 pct. af lånebeløbet. I Veos tilfælde får fonden altså mulighed for at investere 2,25 mio. kr. og opnå en aktieandel baseret på den seneste værdiansættelse.

Vækstfondens porteføljekundechef, Kim Lundberg, glæder sig over, at Venture Debt-lånet - der egentlig har til formål at sikre iværksættere kapital uden at udvande ejerandelene - også kan anvendes i krisetider.

»Vi gør alt for at holde hånden under de danske venturevirksomheder i denne krise. Derfor er det glædeligt, at produktet også kan komme Veo til gavn,« siger Kim Lundberg.

BRANCHENYT
Læs også