Tech

Frankrig holder fast i kæmpebøde til Google

Administrativ domstol fastholder bøde på 373 millioner kroner til Google for brud på GDPR-regler.

Google kommer umiddelbart ikke til at slippe for kæmpebøde for brud på databeskyttelsesloven. Foto: DENIS CHARLET // Ritzau Scanpix

Det ser ikke ud til, at Google kan slippe for den kæmpebøde, techgiganten blev dømt til at betale i Frankrig sidste år. Frankrigs øverste administrative domstol har fredag valgt at holde fast i bødens størrelse.

Det skriver Reuters.

Bøden, der lyder på 50 millioner euro (373 millioner kroner), har tiltrukket en del opmærksomhed. For selvom beløbet ikke kommer til at såre Google betydeligt, så er bøden den største, der er udskrevet for brud på databeskyttelsesloven.

Google offentliggjorde også fredag, at man vil kigge på at lave ændringer, der gør det mere overskueligt for brugerne, hvordan deres data bliver brugt.

»Folk forventer at forstå og kontrollere, hvordan deres data bruges, og vi har investeret i branchens førende værktøjer, der kan hjælpe dem med at gøre begge dele,« lyder det i en skriftlig forklaring til Reuters.

Det franske tilsyn CNIL, der har til opgave at sikre, at databeskyttelsesloven anvendes til indsamling, opbevaring og brug af personoplysninger, konkluderede i januar 2019, at Google manglede en vis gennemsigtighed i sin måde at informere brugerne om behandling af deres personlige data. Derudover levede søgemaskinen ikke op til kravene i forhold til at få brugernes samtykke i forhold til personligt målrettede reklamer.

BRANCHENYT
Læs også