Tech

Twitter risikerer bøde på mindst 150 mio. dollars for privatdatamisbrug

Foto: Bloomberg photo by Gabby Jones

Twitter risikerer at skulle betale mindst 150 mio. dollars og op til 250 mio. dollars til den føderale handelskommission, FTC, for angiveligt at bruge sine brugeres privatdata til målrettede reklamer uden tilladelse.

Det oplyser selskabet mandag ifølge avisen Wall Street Journal.

Det sociale medie anklages i et klageudkast af FTC for at have brugt telefonnumre og e-mailadresser, der var givet til selskabet med brugernes sikkerhed til formål, til at målrette reklamer i perioden 2013 til 2019.

Twitter fortæller ifølge avisen, at sagen med handelskommissionen kan koste et sted mellem 150 og 250 mio. dollars - svarende til en bøde på mindst 953 mio. kr.

Der er dog ikke truffet en afgørelse i sagen.

Bøden er et resultat af en overtrædelse af en aftale fra FTC fra 2011, om at Twitter ikke må mislede sine kunder, når det kommer til "beskyttelse, privatliv og fortrolighed" i håndteringen af brugeres private oplysninger.

I en udtalelse til Wall Street Journal bekræfter Twitter, at selskabet har modtaget klageudkastet fra FTC, og at niveauet for bødestørrelsen er baseret på de sædvanlige bødestandarder.

Det har ikke været muligt for Wall Street Journal at få en kommentar fra FTC.

BRANCHENYT
Læs også