Tech

Mark Zuckerberg bakker op om ændring af immunitets-lov

Mark Zuckerberg, topchef i Facebook, ser gerne en lov indført, som beskytter techselskaberne for retsforfølgelse. Foto: Andrew Harrer

Facebooks topchef, Mark Zuckerberg, bakker op om en ændring i den amerikanske lovgivning, der beskytter techselskaber fra retsforfølgelse på baggrund af brugerskabt indhold.

Det skriver Financial Times.

Facebook er det første selskab, der støtter en ændring af den amerikanske 1996 Communications Decency Act. Helt specifikt sektion 230 af lovgivningen, der giver selskaberne immunitet over for søgsmål på baggrund af brugerskabt indhold.

Onsdag skal Mark Zuckerberg, Twitters topchef, Jack Dorsey, og Sundar Pichai, der er administrerende direktør i Google, vidne foran en komité i Senatet.

I en skriftlig erklæring forud for afhøringen opfordrer Mark Zuckerberg til at "opdatere loven, så den virker efter hensigten."

- Vi understøtter ideen om transparens og industrisamarbejde, som lige nu bliver drøftet i nogle af de nuværende tværpolitiske forslag, og jeg ser frem til en meningsfuld dialog om, hvordan vi kan opdatere loven til at behandle nogle af de problemer, vi oplever i dag, skriver Mark Zuckerberg ifølge Financial Times.

Dog advarer Facebook-topchefen om, at en komplet omskrivning af sektion 230 kan betyde, at internetplatformene med al sandsynlighed vil "censurere mere indhold for at undgå juridisk forfølgelse", hvilket kan begrænse nye teknologiinvesteringer.

BRANCHENYT
Læs også