Tech

TDC svinger sparekniven: Op mod 500 fyringer i støbeskeen

TDC-ledelsen uddelte i foråret 150 fyresedler i forbindelse med nedlæggelsen af 185 telejob. Nu har telegiganten igen kurs mod en fyringsrunde.

TDC uddelte i april 150 fyresedler. Nu er der igen fyringer på tapetet i Danmarks største telekoncern. Foto: TDC Group.

I foråret skilte TDC sig af med 150 ansatte. Alligevel er telegiganten nu på vej med nye fyresedler.

Denne gang planlægger TDC-topchef Henrik Clausen at nedlægge mellem 200 og 500 job, fortæller kilder tæt på forløbet til Finans..

TDC-ledelsen har ikke lagt sig fast på det endelige antal fyresedler, da arbejdet med at kigge bemandingen efter i krogene fortsat er i fuld gang, forlyder det.

Lars Jørgensen, formand for TDC Landsklub, der bl.a. tæller alt teknisk personale, bekræfter, at man er i færd med at gennemgå nærmest alle forretningsområder.

»Der er tale om fyringer som følge af opgaver og produkter, der ikke skal laves mere,« siger Lars Jørgensen.

Det er kun syv måneder siden den seneste fyringsrunde. At TDC-ledelsen midt i en coronakrise, som har løftet danskernes forbrug af teleydelser til nye højder, igen vil svinge sparekniven, kommer ikke bag på teleekspert John Strand.

»TDC er tydeligvis nået til en erkendelse af, at man ikke er i stand til at øge værdien af forretningen og produkterne. Derfor gør TDC bare, hvad man altid har gjort: Hæver priserne og fyrer,« siger John Strand, stifter og adm. direktør i konsulentfirmaet Strand Consult.

TDC’s seneste regnskab viser, at indtjeningen år til dato er dykket 2,2 pct. i forhold til samme tid sidste år. Det sker, selv om TDC-ledelsen i de første tre kvartaler af 2020 har skåret 10 pct. af omkostningerne.

TDC-ledelsen ønsker ikke at stille op til interview i sagen. Forelagt oplysningerne fastslår TDC-ledelsen i en e-mail, at man fortsat ser et stort potentiale for at »optimere« selskabets forretninger.

TDC er tydeligvis nået til en erkendelse af, at man ikke er i stand til at øge værdien af forretningen og produkterne.

John Strand, adm. direktør i Strand Consult

»I takt med det ser vi som altid løbende på, hvordan vi kan ændre og tilpasse vores organisation, så vi bliver mere effektive og fortsat kan levere de bedste produkter til vores kunder.«

TDC har år til dato tabt 226.000 kunder - heraf alene 118.000 tv-kunder. De godt en million tilbageværende tv-kunder kan fra nytår se frem til en årlig prisstigning på op til 480 kr.

BRANCHENYT
Læs også