Tech

DTU-forskere har bygget en støvsuger, der hiver CO₂ ud af røg – nu er den klar til den virkelige verden

Endnu er det dog kun små mængder af CO₂, der kan fanges.

Det er dette mobile anlæg, der kan rense CO₂ fra røggas. Det er spritnyt, kan kobles på steder, hvor der udledes store mængder af CO₂. Røggassen fra skorstenen kanaliseres ind i de lange rør, hvor CO₂'en lidt forsimplet sagt vaskes ud af gassen. Foto: DTU

Julen falder tidligt på Danmarks Tekniske Universitet i år.

I hvert fald hvis man spørger kemiingeniør Philip Loldrup Fosbøl, der sammen med en række kolleger på DTU er kommet i mål med at bygge en form for CO2-støvsuger. Det skriver Videnskab.dk.

Flere års forskning har nemlig udmøntet sig i et spritnyt og mobilt anlæg, som i det nye år er klar til at hive CO2 direkte ud af røgen fra et biogasanlæg i Lyngby, før det når ud i atmosfæren.

»Jeg har ikke helt fået armene ned endnu. Det er et anlæg, vi har arbejdet på i over tre år, og som nu er klar til at komme ud i den virkelige verden, hvor det skal stå sin prøve og fange noget af den CO2, der udledes fra industrielle processer,« siger Philip Loldrup Fosbøl, som er lektor og blandt andet forsker i CO2-udskillelse og -lagring ved Institut for Kemiteknik på Danmarks Tekniske Universitet.

Læs også: Hvad er et ton CO2?

CO2 kan blive til nye produkter

Groft sagt er det nye DTU-anlæg udstyret med et filter, der kan kobles på skorstenen af for eksempel en cementfabrik eller et biogasanlæg. Her fanger filteret så en stor del af den anseelige mængde CO2 fra røggassen, der ellers ville stryge direkte fra skorstenen og ud i atmosfæren.

Mere konkret føres den opsamlede røggas fra skorstenen igennem en række rør, hvor CO2’en blandes med en væske, der til sidst adskiller CO2’en fra røgen.

Faktisk vaskes røgen ren, så man til sidst står med tilbage CO2, der kan lagres i undergrunden eller bruges til fremstilling af nye produkter.

Filteret kan i princippet installeres i skorstenen på en række klimatunge industrier, herunder stål- og cementindustrien, der ønsker at mindske deres CO2-udledning, uddyber Philip Loldrup Fosbøl, som kalder det færdige anlæg »en tidlig julegave«.

Læs også: Forbruget i rige kommuner udleder mere CO2 end i fattige

Teknologien skal stadig modnes

Du kender måske allerede den mere gængse betegnelse for den slags teknologier, der på den ene eller den anden måde støvsuger CO2 fra atmosfæren og lagrer det. De går under navnet Carbon Capture Storage (forkortet CCS).

FN’s Klimapanel, IPCC, har tidligere peget på, at det i fremtiden er nødvendigt at bringe CCS-teknologier i spil, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at nå Parisaftalen. Det kan du læse mere om her.

Med DTU’s nye demonstrationsanlæg forventer Philip Loldrup Fosbøl, at man ved biogasanlægget Lyngby kan fange omtrent 0.5-1 tons CO2 om dagen. Det er altså stadig at betragte som demonstrationsskala.

Danmarks største CO2-udleder, cementfabrikken Aalborg Portland, udleder til sammenligning 2,2 mio. tons årligt, ifølge Ingeniøren.

Her er det imidlertid vigtigt at have for øje, at det nye demonstrationsanlæg skal bruges til at forfine teknologien bag CO2-fangst, påpeger Philip Loldrup Fosbøl:

»Formålet med det nye anlæg er at optimere teknologien og få renere CO2. I det nye anlæg regner vi med, at man kan reducere energiforbruget med 45 pct. i anlægget, så det ikke sluger store mængder energi at hive CO2 ud af røggassen.«

Læs også: Elektrolyse gør al energi fra vindmøller værdifuld

Kan langtfra stå alene

I 2030 vil man i et optimistisk scenarie kunne fange mellem 3 og 4,5 mio. tons fra atmosfæren, mener Philip Loldrup Fosbøl, der peger på, at CCS-teknologien konstant udvikler sig.

Overfor TV 2 vurderer energiforsker Brian Vad Mathiesen dog, at tallet vil være en anelse lavere og peger på omkring 1,5-2,5 mio. tons i 2030.

For at sætte det lidt i perspektiv har Danmark med klimaloven forpligtet sig til at barbere 20 mio. tons CO2 af det samlede klimabudget i 2030. Og her kan en CO2-støvsuger blive et bidrag, men langtfra stå alene, understreger Philip Loldrup Fosbøl.

»CCS-teknologien og det nye anlæg er et vigtigt værktøj, når det kommer til at begrænse CO2-udslippet og rense atmosfæren, men det er kun en del af det. For det betyder ikke, at man ikke også skal plante træer, tænke over byggematerialer og transport. Det skal vi i høj grad stadig.«

Artiklen er publiceret i samarbejde med videnskab.dk

BRANCHENYT
Læs også