Tech

Rudy Giuliani var ikke den eneste: Her er syv store karrierestyrt i 2020

Racisme, onani og bedrageri. Selv om meget arbejde foregik derhjemme i 2020, formåede en stribe erhvervsprofiler alligevel at dumme sig offentligt - og betalte prisen for det.

USA's præsident Trumps personlige advokat Rudy Giuliani var ikke den eneste, der dummede sig i 2020. Foto: Rey Del Rio/Ritzau Scanpix

Det er svært at opføre sig forkert på jobbet, når det meste af arbejdet foregår derhjemme i disse tider.

Svært - men ikke umuligt, skriver erhvervsmagasinet Forbes elegant i sin intro til fortællingen om syv af årets største karrierestyrt. I flere tilfælde er hovedpersonerne nemlig netop blevet fældet af de virtuelle mødeplatforme.

Her er Forbes’ liste præsenteret i punktform.

Greg Glassmann, CrossFit: Stifteren og anføreren for den internationale fitnesskæde måtte i sommer træde tilbage, fordi en lydoptagelse fra et Zoom-møde afslørede, at Greg Glassmann både forsvarede politiets brutale kvælning af afroamerikaneren George Floyd og beskyldte Floyd for at være en del af en hvidvaskring.

Rudy Giuliani, Det Hvide Hus: New Yorks tidligere borgmester og højt respekterede statsadvokat var i årets løb indblandet i flere uheldige episoder midt i sit hverv som rådgiver for præsident Trump. Først kom det frem, at Rudy Giuliani mødtes med en russisk agent, der sidenhen forsøgte at påvirke det amerikanske valg. Derefter lod Giuliani sig forføre af en skuespiller i komediefilmen Borat, og til sidst var han vært for en stribe opsigtsvækkende pressemøder i anledning af Donald Trumps trussel om at tage valgnederlaget til Højesteret.

Ron Meyer, NBCUniversal: Næstformanden for et af verdens største medieselskaber afleverede i august sin opsigelse efter at have offentliggjort et økonomisk forlig, som Ron Meyer havde indgået med en en kvinde i et forsøg på at undgå afpresning oven på en udenomsægteskabelig affære.

Trevor Milton, Nikola Corp.: Stifteren af truckproducenten trak sig i september tilbage som bestyrelsesformand i forlængelse af en sag, hvor han blev beskyldt for både at opdigte teknologiske produkter og at tage æren for andre firmaers arbejde forud for børsnoteringen af Nikola i sommer.

Adam Rapoport, Bon Appetit: Chefredaktøren for madmagasinet blev omdrejningspunkt for en racistisk kontrovers, fordi han få dage efter at have taget afstand fra politiets behandling af afroamerikaneren George Floyd blev afsløret i at have optrådt blackfaced til en Halloweenfest. Det fik Adam Rapoport til at forlade sin stilling for ikke at skade magasinet.

Jeffrey Toobin, The New Yorker: Under et Zoom-møde med sine kolleger masturberede den journalistiske reporter og analytiker i den tro, at videokameraet var slukket. Det fik magasinet til at suspendere ham.

Troy Young, Hearst Magazine: Mediedirektøren valgte både at undskylde og trække sig tilbage, da det kom frem, at Troy Young stod bag en giftig arbejdskultur, hvor han eksempelvis sendte e-mails med porno til redaktørerne og ofte kom med upassende bemærkninger af seksuel og racistisk karakter.

BRANCHENYT
Læs også