Tech
BREAKING

Elon Musk fløj til Hawaii for at mødes med Larry Ellison

Frontfigurerne for Tesla og Oracle har begge valgt at forlade Californien, alt imens de er i færd med at opbygge forretninger i Texas. Derfor går deres komsammen ikke ubemærket hen.

Elon Musk besøgte i weekenden Larry Ellison på Hawaii. De to techmilliardærer har begge valgt at forlade Silicon Valley for nylig. Foto: Jae C. Hong/AP

Normalt vækker det ikke opsigt, når en techmilliardær opsøger en anden, for Gates, Bezos, Cook, Zuckerberg og resten af remsen mødes jo på kryds og tværs hele tiden for at slå de store streger i Silicon Valley.

Alligevel har erhvervsmediet Bloomberg mandag aften valgt at dedikere en historie til, at Elon Musk og Larry Ellison i weekenden tilbragte en stund sammen på Hawaii.

Det har Elon Musk i hvert fald tilkendegivet på Twitter som svar på, hvorfor hans privatfly blev spottet på først Lanai og siden Maui i øgruppen ud for USA’s vestkyst.

»Just meeting with Larry Ellison to seek some advice. Back working on Tesla end of quarter tomorrow,« skrev stifteren og topchefen for verdens mest værdifulde bilselskab.

At det overhovedet er en note værd skyldes ikke kun, at Elon Musk er berømt og berygtet for at handle hurtigt, hvilket gør hans færden til et omdrejningspunkt for gætterier om nye tiltag fra multientreprenørens side.

Nej, forretningsmødet på Hawaii med Oracles frontfigur har et ekstra element over sig, indikerer Bloombergs artikel, fordi Musk og Ellison på flere måder synes at have startet en bevægelse sammen.

I december har både Tesla og Oracle således annonceret, at de vil etablere en del af forretningen i Texas, der slås med Californien og New York om at tiltrække techselskaber. Samtidig har Elon Musk privat set også valgt at flytte til Texas, mens Larry Ellison nu har bosat sig på Hawaii.

Siden 2018 har Ellison - der er verdens femterigeste person i kraft af en formue på små 60 mia. dollars - været medlem af Teslas bestyrelse.

Læs også