Tech

EU overvejer at tvinge "big tech" til at betale for nyheder

Både Google og Facebook har øget indsatsen for at få licensaftaler på plads med nyhedsmedier i Europa, efter at EU ændrede sin copyright-lov i 2019. Foto: Bloomberg/Gabby Jones

Lovgivere i EU overvejer at tvinge de store amerikanske techselskaber til at betale licens for deling af nyheder.

Det skriver Financial Times.

EU vil følge i Australiens fodspor med en lovgivning, der skal tvinge store amerikanske techselskaber som Google og Facebook til at betale for de nyheder, som platformene deler.

Google har truet med at forlade Australien, hvis lovgivningen gennemføres, mens Facebook har truet med at forhindre brugere i at dele nyheder.

Parlamentsmedlemmer i EU arbejder på lovgivninger, som ifølge kilder kan blive tilpasset, så de indeholder elementer fra den australske lovgivning.

Lovgivningerne kan betyde, at techselskaberne i fremtiden skal betale licens for at videreformidle nyhedsmediernes indhold, og at de dertil kan være tvunget til at informere medierne om, hvordan deres nyheder rangerer.

- Med deres dominante markedsposition inden for søgning, sociale medier og reklamer skaber store digitale platforme magtubalance og gavner i høj grad fra nyhedsindholdet, siger Alex Saliba, der er parlamentsmedlem i EU fra Malta, til Financial Times.

- Jeg synes kun, at det er fair, at de betaler et rimeligt beløb tilbage, fortsætter han.

Både Google og Facebook har øget indsatsen for at få licensaftaler på plads med nyhedsmedier i Europa, efter at EU ændrede sin copyright-lov i 2019.

Lovgivningsændringen vil dog tvinge techgiganterne til at kompensere nyhedsmedierne for at vise dele af deres indhold på platformene.

BRANCHENYT
Læs også