Møbelkæden Ilva får bøde på 100.000 kroner for at opbevare persondata
Retten i Aarhus har fredag fastslået, at Ilvas gemte oplysninger om 350.000 kunder er i strid med loven.
Møbelkæden Ilva er fredag blevet idømt en bøde på 100.000 kr. ved Retten i Aarhus for uagtsom omgang med persondata.
Ved et tilsynsbesøg i efteråret 2018 fandt Datatilsynet et gammelt it-system med oplysninger om mindst 350.000 kunder, som møbelkæden - der ejes af Lars Larsen Group - har opbevaret i strid med EU’s GDPR-forordning.
Retssagen har på forhånd påkaldt sig en vis opmærksomhed, fordi specialanklager Jan Østergaard fra Østjyllands Politi betragter det som en prøvesag inden for persondataloven.
»Vi er tilfredse med, at der er dømt efter anklageskriftet og taget stilling til en hel række af vigtige spørgsmål, der har betydning for bødeudmålingen både i denne og fremtidige sager,« siger Jan Østergaard.
Alligevel overvejer anklageren at anke dommen til Vestre Landsret med påstand om, at Ilva bevidst har brudt reglerne, og at bøden skal udmåles i forhold til en koncernomsætning på 6,7 mia. kr. frem for at tage afsæt i den dataansvarlige forretnings størrelse.
Derfor lagde Datatilsynet i byretten op til en bødestraf på 1,5 mio. kr. til møbelkæden, der består af 42 bolighuse.
»Dette er ikke en typisk sag,« konstaterer Jan Østergaard i den forbindelse.
Ilvas økonomidirektør, Martin Krogh, vil ikke forholde sig til en eventuel ankesag på forhånd.
»Vi konstaterer helt kort, at retten mener, der er sket en fejl i forhold til sletning af data. Derfor vil vi gerne understrege endnu engang, at de data ikke er blevet misbrugt på noget tidspunkt,« siger Martin Krogh.
Ilvas advokat i sagen, Dan Geary fra Bech-Bruun, betragter dommen som et nederlag for den anklagende side med tanke på bødestraffen i forhold til bødepåstanden.
»I store træk svarer dommen til vores procedure på nær nogle få punkter. Vi havde håbet på et andet udfald i skyldsspørgsmålet, men konstaterer, at retten mener, der er begået en fejl. Det tager vi til efterretning. Retten lægger dog i sin dom vægt på, at der er indført en masse tiltag i Ilva for at komme i mål med datareglerne. Det er en stor oprejsning,« siger Dan Geary, advokat og partner hos Bech-Bruun.