Per Mikael Jensen slås for at undgå personlig konkurs
Den tidligere anfører for MetroXpress, TV2 og Altinget er hårdt ramt inden et fordringshavermøde i skifteretten i marts.
Den internationalt erfarne og højt profilerede mediechef Per Mikael Jensen slås for at undgå at blive erklæret personligt konkurs.
Det fremgår af en kundgørelse fra Statstidende og bekræftes af rekonstruktøren i sagen forud for et fordringshavermøde i Sø- og Handelsrettens skifteret den 3. marts.
»Han er hårdt ramt af det, men der er ret stor opbakning omkring ham i forhold til de erhvervsaktiviteter, han er indblandet i,« fortæller rekonstruktør Nicolai Christen Dyhr fra Horten Advokatpartnerselskab.
Sagen involverer en håndfuld kreditorer, hvoraf én for nylig har indgivet konkursbegæring, hvilket altså nu fører til en rekonstruktionsbehandling med henblik på at opnå en tilbagebetalingsaftale.
Hvad det økonomiske udestående beløber sig til, og hvordan gælden er opstået, ønsker rekonstruktøren ikke at uddybe.
»Vi arbejder på at finde en løsning, hvor venner og forretningsforbindelser realiserer dét, de nu kan af aktiverne. Kreditorerne kan så vælge mellem en konkurs, hvor de får x procent dækning - måske en meget lille dækning - eller at Per Mikael Jensen alternativt låner nogle penge og sikrer dem en højere dækning med en akkordordning,« siger Nicolai Christen Dyhr.
Finans har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Per Mikael Jensen, der ifølge Det Centrale Virksomhedsregister ejer en andel på 10-15 pct. af kulturmediet Soundvenue samt 5-10 pct. af designfirmaet Form Plus. Derudover varetager han en stribe bestyrelsesposter, men fratrådte før jul en stilling som direktør for Litquidity Holding.
Den 58-årige mediechef arbejdede som journalist på Politiken og Jyllands-Posten i 1990’erne, inden han i 2000’erne etablerede sig som et af mediebranchens tungeste navne. Først som chefredaktør for MetroXpress Danmark, så som adm. direktør for TV2 og sidenhen som øverste chef for Metro International frem til 2013 med hovedsæde i London.
Herefter vendte Per Mikael Jensen hjem som rådgiver og investor, men trådte i 2017 atter ind i mediebranchens hjørnekontorer som koncernchef for Altinget og Mandag Morgen. Her førte et strategiskifte dog til hans afskedigelse allerede et par år senere. I 2020 bekendtgjorde han derfor, at han var i færd med at etablere crowdplatformen Supertrends sammen med iværksætteren og mangemillionæren Lars Tvede.



