Tech

EA opkøber Codemasters i milliardhandel

EA opkøber den største konkurrent indenfor racerspil som et led i strategien om at sætte sig tungt og sikkert på markedet.

Videospilsgiganten EA har haft hænderne dybt i lommerne for at tilknytte Codemasters. Christian Petersen/AFP.

Det nordamerikanske videospilselskab Electronic Art (EA) har købt den britiske videospilsudvikler Codemasters til en pris på knap 7,4 mia. kr.

Det bekræfter EA i en pressemeddelelse.

Codemasters står blandt andet bag spil som racerbilsspilene Dirt Rally, Grid, Project Cars og Formel 1-spillet F1.

De spil bliver nu en del af samme koncern som EA, der står bag bilspil som Need for Speed og Real Racing. Opkøbet af Codemasters er en del af EA’s strategi om at sætte sig tungt og sikkert på markedet og sikre et bredt udvalg af bilspil til kunderne.

Codemasters får adgang til EA’s spilbase, vigtig data og andre redskaber til at hjælpe med udviklingen af endnu mere realistiske racerspil, mens EA’s franchise forøges, samtidig med at spilkoncernen nu kan udbyde endnu flere spil til forbrugerne.

»Aftalen er begyndelsen på en spændende ny æra for racerspil og indhold. Vores hold vil blive et globalt kraftcentrum i racerspilsbranchen,« siger Andrew Wilson, adm. direktør for EA i pressemeddelelsen.

Også Frank Sagnier, adm. direktør i Codemasters, er tilfreds med aftalen.

»Samarbejdet med EA vil gøre det muligt for vores to hold at tage vores højt anerkendte franchises til nye højder og opnå et stort globalt publikum gennem EA’s spilnetværk,« siger han.

Codemaster har modtaget hele beløbet fra midler i EA’s kapitalbeholdning.

UBS Investment Bank fungerer som finansiel rådgiver for EA-koncernen, mens en række firmaer er tilknyttet som juridiske rådgivere.

BRANCHENYT
Læs også