Tech

Marchen Neel Gjertsen bliver ny chefredaktør på Jyllands-Posten

Jyllands-Posten udvider nu sin chefredaktion med den 35-årige politiske redaktør, der både skal være med til at styrke dagbladets digitale profil og offentlige tilstedeværelse.

Marchen Neel Gjertsen bliver nu en del af Jyllands-Postens chefredaktion side om side med Jacob Nybroe (ansv.) og Steen Rosenbak.

Marchen Neel Gjertsen skal fremover tegne de helt store streger hos Morgenavisen Jyllands-Posten.

Den 35-årige journalist, der i forvejen står i spidsen for dagbladets politiske dækning og har ledelsesansvaret for nyhedscheferne, er tirsdag morgen blevet præsenteret som ny chefredaktør.

Dermed kommer Marchen Neel Gjertsen til at udgøre Jyllands-Postens øverste redaktionelle ledelse side om side med Jacob Nybroe (ansv.) og Steen Rosenbak.

»Hun er en 30 års-hændelse af journalistisk talent,« lyder det tirsdag morgen fra ansvarshavende chefredaktør Jacob Nybroe på et medarbejdermøde i Mediebyen ved Aarhus Havn, hvor dagbladet i 2020 indviede sit nye domicil.

Jacob Nybroe fortæller, at Marchen Neel Gjertsen både skal være med til at styrke Jyllands-Postens digitale profil og offentlige tilstedeværelse.

Hovedpersonen selv understreger, at hun er ydmyg over for opgaven - selv om fondsformand Jørgen Ejbøl i et af de indledende møder med hende bekendtgjorde, at ydmyghed ikke nødvendigvis er en god egenskab som chefredaktør.

»Vi kommer fra redaktion til redaktion til at gennemgå alt, hvad vi gør. Er vi dygtige nok til det? For god journalistik er jo ikke noget værd, hvis den ikke bliver læst,« siger Marchen Neel Gjertsen, som formelt set er blevet udnævnt af Jyllands-Postens ejerfond efter indstilling fra Jacob Nybroe.

Hun er uddannet fra Syddansk Universitet i 2010 og har været politisk reporter på både Information, Politiken og Jyllands-Posten, hvor hun de seneste år også har været politisk redaktør og medlem af avisens nyhedsledelse.

Marchen Neel Gjertsen tiltræder stillingen med det samme og bliver det første kvindelige medlem af chefredaktionen i Jyllands-Postens 150 år lange historie.

BRANCHENYT
Læs også