Tech

På niveau med Sverige: Bitcoin sluger rekordmeget strøm

Det kræver enorme mængder elektricitet at drive det enorme bitcoin-netværk, og i takt med at prisen på den digitale valuta det seneste år er skudt op, er strømforbruget også røget i vejret.

Bitcoins udstedes ved, at privatpersoner eller virksomheder stiller deres computerkraft til rådighed for netværket. Illustration: REUTERS/Benoit Tessier

Med det seneste års bitcoin-ridt er ikke blot prisen for den digitale valuta strøget til vejrs – det samme er elforbruget. Lige nu er mængden af elektricitet, der bliver brugt på at ”høste” bitcoins, rekordhøjt.

Det viser de seneste opgørelser fra University of Cambridge, der følger det globale forbrug af elektricitet forbundet med at drive det enorme computernetværk bag bitcoin.

Tallene fra Cambridge Bitcoin Electricity Consumption Index viser, at computernetværkets nuværende forbrug af strøm står til 129 TWh (terrawatt-timer) i løbet af et år.

Det svarer til 0,6 pct. af verdens samlede strømforbrug.

Hvis forbruget af elektricitet dedikeret til at drive bitcoin-netværket stiger bare en smule mere, overhaler det ifølge University of Cambridge snart Sveriges samlede forbrug af elektricitet årligt. Lige nu overgår det Irlands.

Hele bitcoin-systemet er bygget op efter, at man som privat eller virksomhed kan stille sin computerkraft til rådighed for at godkende bitcoin-transaktioner. Som tak for hjælpen får man nye bitcoins udleveret.

Efterhånden som bitcoin-prisen er steget, er det også blevet mere attraktivt at bidrage til netværket og få gevinsten. De seneste år er der blevet bygget såkaldte ”bitcoin-farme” bestående af tusindvis af computere til formålet.

Her er Kina et af de af de lande, som har flest lagerhaller fyldt med kraftige computere, hvilket til dels skyldes adgangen til meget billig strøm i landet. Derudover er USA, Rusland, Canada, Iran og Kasakhstan nogle af de lande, som genererer mest computerkraft til netværket – og bruger mest strøm. Heraf kommer en stor del fra fossile brændstoffer.

Markedet for digitale valutaer som bitcoin været igennem en genoplivning, siden coronakrisen brød ud sidste år og skabte uro i verdensøkonomien. Det var efter en lang periode, hvor prisen på de fleste digitale valutaer ud over bitcoin også steg.

I 2017 steg bitcoin med mere end 1.330 procent til lidt over 20.000 dollar per bitcoin. Men i 2018 styrtdykkede prisen med 73 pct, og offentlighedens ellers tiltagende interesse for kryptovaluta faldt markant.

Sidste år blev den så vækket igen.

Bitcoin nåede tidligere i februar en ny milepæl, da den passerede en pris på 58.000 dollars, hvilket svarer til 357.000 kr. Siden da er kursen dalet til ca. 47.000 dollars. Samlet har bitcoin en markedsværdi på 870 mia. dollars.

Efterspørgslen på bitcoin menes blandt andet at være blevet påvirket af Tesla-stifteren Elon Musk, der er stor fortaler for den digitale valuta og gentagende gange har promoveret den. I starten af februar kom det frem, at Tesla havde købt bitcoins for 1,5 mia. dollars svarende til 9,3 mia. kr.

BRANCHENYT
Læs også